Kaffen blev i dag bragt i haven. M og jeg tilbragte en dejlig solskinssøndag i hængesofaen. Om end det blæste en del, sad vi der i mange timer og sludrede. Det er vel det rigtige ord, for emnerne fløj fra det ene til det andet og tilbage igen. Det, vi vendte tilbage til, var Thurø. En vidunderlig ø i det sydfynske øhav – siges det. Jeg har endnu aldrig været der, men jeg håber, det kan lade sig gøre endnu i denne måned.

Fuglene kvidrede, vinden raslede med de nyudsprungne blade og solen varmede nænsomt vores blege hud. Livet kunne ikke være mere fredfyldt. Ingen lektier, ingen pligter – kun den uendelige eftermiddag at dase væk.

Endnu i den stille aftentime fortaber dagen sig langsomt. Det er som om, jeg ikke ejede et job. Her kan jeg stå til øjnene falder i af sig selv, og selv da vil jeg være i stand til at kunne sove længe. Jobbet venter pænt på mig i morgen, men først langt op af dagen, når mandagen går på held. I aften har jeg stadig weekend, og det vil jeg nyde.

Tænk sig, at maj allerede er kommet. Marts var som et vindpust, og april så jeg slet ikke. Året har pludselig taget fart. Det må være sådan. Aldrig vil jeg glemme de endeløse måneder jeg havde i efteråret. Du kunne have bildt mig ind, at flere år var gået, og jeg ville have troet derpå.

Hvad tager vi fat på nu?

Tja. I dag, mener du? Jeg vil mene, at jeg i dag går i seng. Det må være nok at sætte sig for her 23.21.

Nå, ’nu’ skulle opfattes metaforisk? Jamen, så må jeg tænke mig om et øjeblik.

Udfordringen den sidste uges tid har været, at forene mit smukke liv med en falden verden. Det har været yderst forvirrende. Jeg har stået lige ved siden af og mærket den isnende, rå kulde berøre min kind. Verdens primitive drift synes umiddelbart som en spand kold vand på mit billede af hængesofaens ro. Hvordan lever jeg der, uden selv at blive primitiv? Er det muligt at bevare min have og mine drømme i en verden af kaos?

Handler det her om den perfekte have, som på et tidspunkt blev inficeret af ukrudt?

Enhver smuk have gror også ukrudt. De tarvelige planter, som vokser så hurtigt, og som bliver så overdådige at de overskygger alle de rigtige planter. Hvordan forenes mine drømme med den primitive verden? Som jeg forener blomster og ukrudt. Begge dele vokser side om side. Det ene plejer jeg, det andet luger jeg. Kunne Gud ikke have forhindret ukrudtet til at begynde med? Velsagtens. Men ukrudtet er nu engang kommet i verden, og lige meget hvor fortvivlet jeg bliver, så vil der altid vokse græs i blomsterbedet.

Det bedste jeg kan gøre, er at være ligegyldig over dets eksistens og indgriben i min have og acceptere, at jeg bliver nødt til at luge ud, når ukrudtet bliver for overskyggende. Hvilken haveejer vil vise sin have frem og udelukkende udøse sin klage over ukrudtet? Den perfekte haveejer vil slentre gennem haven med sin stråhat på hovedet og udtrykke sin dybeste beundring over sine prægtige blomster og sine bugnende grøntsager. Med stolthed i stemmen vil han fortælle om æbletræerne og nøde dig til at snuse til rosernes eventyrlige duft.

Hvad med mælkebøtten derovre, spørger du.

Mælkebøtten? Haveejeren vil blinke uforstående et par gange og nølende betragte mælkebøtten. Tja, hvad er der med den? Spørger han.

Ja, er den ikke bare forstyrrende og primitiv? Skærer den ikke bare i øjnene hver gang du går her?

Jovist skal den luges, svarer han, men der er jo så meget smukt at betragte.