Jeg er alene hjemme sammen med min lillebror.
De gamle tog på ferie igår. De var noget bekymrede for om det ville gå. Vi virker ikke som så gode venner og skændes en del. Vores forældre var vel ret sikre på at det ikke ville gå...

Men nu har vi været her hjemme for os selv siden i går middags, og vi har ikke skændes en eneste gang. Vi har snakket og haft det sjovt; ingen balade og den slags..

Det hele er så anderledes når vi kun er os to. Vi kalder ikke hinanden spasser, idiot osv... Vi truer ikke hinanden.

Huset ser også anderledes ud. Min lillebror sagde til mig: "Stella når du flytter hjemmefra, tror jeg altid at der er rent! - de har været væk i under et døgn og huset ligner allerede en drøm. Når de er hjemme er her klamt og grimt"

Jeg ved ikke hvorfor men jeg kan ikke lide når det roder og de ikke er hjemme. Når de er her er jeg ligeglad. Der rydder jeg ikke op. Jeg roder ikke, men går ikke og fjerner deres ting hele tiden. det er nok fordi jeg ved at der højest går et minut før de har rodet igen. Mine forældre lyder nok som 2 små børn nu, og det synes jeg delvist også de er. Selvfølgelig er de vokse og betaler deres regninger og alt det der. De vasker tøj og laver mad. Men de er stressede. Har 2 job der kræver en del af dem, og når de så er hjemme er de ikke særligt oplagte. De skænnes om alting. Hvem der skal lave mad, rydde op, hvem der sviner mest, hvem der laver mest, hvem der har det hårest. De har travlt og har ikke noget dicideret kontor. Så de bruger bare hele huset til at ligge deres kontorpapirer og sager i.
Når jeg er alene fjerner jeg det. SOm jeg fjerner alt andet. Rydder op i skuffer og skabe. Alle steder. Rodet er i vejen og når jeg er selv elsker jeg at sætte musik på og fjerne alt rodet. Jeg er ikke så glad for at gøre rent, men rydde op kan jeg sagtens holde til.

Når jeg er alene sådan et par dage får jeg styr på alle mine ting. Skrevet i fotoalbums, får sat de nyeste billeder i og vasker en masse tøj. Jeg når det hele for jeg kan færdes frit i huset uden at støde ind i mine forældre, som hvergang jeg er glad siger "nåå hvem er du forelsket i?" "ingen" "nææ nej, jeg ved godt hvordan det er at være ung. Jeg kan skam godt huske det. Du er så sandelig forelsket"
Jeg kan bedst lide at være alene. Med min bror, for når han er her er jeg ikke ensom. Bare alene...
Der er vi sammen hver for sig.