"Han udfyldte det skide tomrun indeni mig. Han gjorde mig inderligt glad. Ophøjet af mit eget oprigtige smil. Og nu er han væk. For evigt borte. Hvis jeg så kunne vente til jeg blev voksen, møde ham når alle mine fejl var glemt og så elske ham og han mig.
Men det sker ikke. Jeg må leve som livet og fejlen nu lader mig. Jeg må underdanigt følge min værdighed og være hvad livet siger jeg skal. Men for fanden. Jeg savner dig, tror aldrig det helt forsvinder. Men hvad, hvad gør man. Lever med det? Prøver at se sig selv i øjnene og leve med det? Han dukker op alle steder. Hvis jeg bare viste at han inderligt hadede mig eller noget der minder om det, så knne jeg leve med sandheden, tomheden. Men jeg er ikke sikker, så jeg drømmer. Næsten ikke men ind imellem. Ind i mellem, få sekunder ad gangen ved jeg ikke om det er lm eller dl jeg drømmer om. Og det gør ondt. Det gør det. Men jeg ved ikke om jeg ville, hvis jeg kunne, gå tilbage i tiden og lade tingene ændre sig. For lm er fantastisk. Det føles sandt. En smule ægte.
Men jeg ved aldrig om jeg for alver er forelsket, om jeg elsker. Eller om det ganske simpelt er for at snyde mig selv at jeg drømmer om lm. Jeg håber det ikke."
Den 20-11-05

Og nu? Det var ikke sandt med lm. Følelesen var måske lidt fra min side? Men fra hans, kan jeg se at det ikke var. Jeg var andenpriotering. Det var han også? Jeg ved det ikke. Jeg ved virkeligt ingenting. Og det gør så ondt. Det skærer i mig at jeg er så forvirret. Savner at have styr på noget... (og er bange for at jeg kunne finde på at gøre det på den forkerte måde)
Nu græder jeg