Jeg er alene hjemme lige nu - for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid. Det er næsten helt mærkeligt. Jeg har altid været en person, der havde brug for en del alenetid, men det har der ikke været noget af siden kæresten flyttede ind, og det er faktisk meget rart. Jeg havde aldrig troet at jeg - mig af alle mennesker - kunne vende mig til at dele tilværelsen med et andet menneske. MEn det går forbløffende godt. Så godt at det faktisk er mærkeligt at være alene.
Ja, det er da sådan set rart at gøre nogle af de ting, jeg ikke gør når han er her - så som at høre mit musik (vi har ikke samme musiksmag. Vi har nogle bands som vi begge kan være eninge om, så det vi derudover vil høre må vi gøre på andre tidspunkter). Så jeg nyder at høre mit "pige" musik. Jeg nyder at jeg bare kan sætte mig til at se mine "pige"film, hvis jeg har lyst til det.
Så nogle timer alene er da ok - men det slog mig lige her for lidt siden, at tænk hvis jeg blev alene igen på et tidspunkt. Så vil jeg savne tosomheden. Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig.
Da jeg var 15 sagde jeg altid, at jeg ikke skulle have en mand til at ligge på sofaen lørdag eftermiddag og se sport - for der skulle jeg selv ligge. Men jeg har lavet plads på sofaen. Der kunne sagtens ligge to.
Jeg har fundet manden i mit liv. Vi har da naturlgivis vores gnidninger af og til, men det er rigtig rart at være sikker på et andet menneske. Jeg stoler på ham 100 procent, og jeg ved han elsker mig. Jeg ved vi skal være sammen resten af livet - det giver altså en vis ro, som jeg slet ikke troede var mulig.

Jeg ELSKER og er ELSKET. Det havde jeg ellers opgivet.