I går fik jeg endelig et lille brev fra min far. Det er et brev, som har været længe ventet. Jeg var bange for, at de ikke gad, at have noget med mig at gøre mere, men heldigvis er det modsatte beivst nu. De vil gerne have mig der op til sommmer, men det er hammersvært, at finde ud af, om vi kan det. En af mine brødre har konfirmation der, og han regner nu med, at vi kommer, så jeg må finde ud af et eller andet. Jeg har aldrig set min familie, så det er et af de største drømme jeg har. Nu håber jeg, at det snart kan komme i opfyldelse. Det er svært at spare, når min mand og jeg er på bistand, og det er jeg meget ked af, men jeg håber inderlig, at de ansøgninger, som jeg sender, giver et godt resultat.
Ellers render jeg rundt, og spekulere som en gal. Det er ikke ens betydning med, at det er dårligt, men jeg kan godt blive træt, når det er. Jeg har også taget mig selv i, at jeg har snerret af min mand, og det er jeg ikke lige helt stolt af, men jeg er glad for, at jeg har taget mig selv i det.
Jeg har tænkt på, om jeg måske skulle skrive et lille digt til min far, men jeg ved ikke rigtig, hvordan.
Min plejefar fylder meget de her dage, og jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor. En masse svar på mine spørgsmål, har han taget med sig i graven, og det kan godt irretere mig meget. Hvorfor skulle han lige gøre det, uden at skrive et afskeds brev. Jeg kan godt være sur over det, men jeg har mange følelser der er i mig, angående ham.
Jeg har så fået at vide, at min mand nu skal opereres i sin næse, og det er fordi jeg har engang knaldet ham sådan en på goddagen! Da render jeg også rundt med en masse skyld, jeg bliver så ked af det, når det er, at jeg kommer til at tænke på det. Der er så mange ting, som jeg har gjort over for ham, men han er hos mig endnu. Jeg er så glad for, at vi ikke slås mere, det betyder meget for mig.