18 år siden

Depression

Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
9 år siden
Holistisk eksistentialism...
Ansu Orheim ...
2 måneder, 4 dage siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
7 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
5 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Er syg...og venter spændt...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
8 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
8 år siden
Og patterne er blevet læn...
Neola
3 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
10 år siden
Hjem igen
Salomon
9 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
Men det udelod jeg
Carina Malen...
5 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
7 år siden
Blæksprutte arme og mange...
Racuelle Hei...
5 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
9 år siden
Poetry Slan et skridt vid...
Martin Micha...
4 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
8 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
8 år siden
Det aktive...
Poul Brasch ...
11 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
7 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
5 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
9 år siden
Taber-tangoen
Ansu Orheim ...
26 dage siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
12 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
8 år siden
3. Side - I'm back!
Sweetypie93
5 år siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
8 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
9 år siden
Masser af fest til mig :/
Michala Esch...
11 år siden
Nu er det vist ved at være på tide med en opdatering fra mig. Jeg kan se, at jeg ikke har skrevet dagbog siden 14.2., Og jeg må sige, der er sket en hel del siden da.
Jeg har fulgt med fra sidelinjen i andres dagbøger og debatter, men synes ikke, jeg har haft overskud til selv at få skrevet.
Jeg har haft en depression og får stadig medicin for det, så det er ikke ovre endnu, men jeg kan heldigvis mærke, at jeg har det meget bedre nu.
Grunden til min depression er svær at sige nøjagtigt, der er mange ting, der havde hobet sig op.
Jeg fik en arbejdsskade i 2004, hvor jeg beskadigede ryggen og har efterfølgende måttet slås med sundhedsvæsen, forsikring, arbejdsskadestyrelse + jeg blev fyret p.gr.a. sygdom. Jeg var hjemmehjælper og utrolig glad for mit job.
Det har været en stor omvæltning pludselig at skulle "gå hjemme", jeg skulle finde en anden identitet, hvem var jeg nu?
Jeg fik førtidspension fra oktober sidste år. Det var dejligt, for jeg vidste jo med mig selv og mim krop, at jeg ikke kunne klare et arbejde. Men alligevel var det svært, for nu var det definitivt slut.
Og det gjorde/gør det ikke bedre, at min mand overfor andre siger, at hans kone er invalid. Han gør det ikke i nogen ond mening, men jeg har utrolig svært ved at klare det, hvorfor ved jeg ikke.
Samtidig med min sygdom har jeg/vi også haft en del bekymringer ang. vores datter, som er asperger (autist)
Lige nu går hun på højskole i Nordjylland og er hjemme hver 2. weekend. Hun er færdig til sommer og har så gået der i 2 år.
Hun er 19 år og vil gerne som andre unge have sin egen lejlighed og et arbejde.
Der kommer så kommunen, sagsbehandleren og skolen ind med andre meninger end vores. De mener, hun skal bo i bofællesskab og skal i aarbejdsprøvning et sted, hvor der er alle former for handicaps.
Det må jo være fordi, de ikke ved, hvordan aspergere har det og hvordan de skal behandles!! Jeg har ellers prøvet at forklare det til sagsbehandleren mange gange.
Aspergere bruger mange kræfter/energi på at være sammen med "normale" mennesker, derfor har de brug for frihed og rum, de trækker sig ofte tilbage i flere timer for at være dem selv og tanke op. De kan ikke som vi andre forstå andres følelser og handlinger, dem er de nødt til at koncentrere sig voldsomt om, de aflæser dem og husker dem til en anden gang.
Hvis man så blander dem med andre handicaps, bliver de da fuldstændig forvirrede og angste, det bliver for meget for dem.
Så sådan ligger landet lige nu i henhold til datteren, der skal kæmpes.
Jeg fik det dårligere og dårligere psykisk og gik til lægen, der sagde det var en depression og fik medicin for det.
Jeg fortalte det ikke til min mand!
Min mand er en "marsmand", det er som regel mig, der skal spørge ind til ham, og så bagefter fortælle ham, hvad jeg har lavet.
Pludselig holdt jeg op med det, og blev faktisk sur på ham, da jeg ikke mente han interesserede sig for mig, han spurgte jo ikke, hvad jeg havde lavet og hvordan jeg havde det.
I dag kan jeg godt se,hvorfor det herefter begyndte at gå skævt.
Han kunne jo heller ikke forstå mig, så enden på det blev, at vi faktisk i flere måneder gik rundt uden at tale sammen, kun om det mest nødvendige.
Resultatet blev, at vi blev enige om skilsmisse.
Tænk, så var jeg til håndlæser, og hun åbnede faktisk mine øjne, og sagde at jeg ikke skulle smide guld på gaden(min mand)
Enden på det blev at min mand og jeg fik talt det hele igennem og blev enige om, at vi stadig elsker hinanden.
Nu har vi købt hus i Kolding og kan overtage det den 15. maj.
Og det bedste ved det er, at der er en separat lejlighed til huset, og der kan vores datter bo, når hun kommer hjem til sommer, altså leje det.
Så er boligproblemet da løst, nu skal vi bare have overbevist sagsbehandleren om, at det er det rigtige, og det bliver svært.
Men jeg synes, at jeg kan ane lys forude, mit humør er blevet bedre.
Og en stor tak til jer her fra pennen, som jeg skriver sammen med, I har været en stor hjælp for mig i denne svære tid.
Siden arbejdsskaden er mine smerter i ryg og ben blevet meget værre, jeg har konstant ondt, så det hele har føltes som en ond ring.
Men nu skinner solen og jeg tror på en fremtid for mig og min familie.
hilsen
Ida (210650)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Depression er publiceret 27/04-2006 15:14 af 210650.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.