En ung mands fravalg af livet kom tættere på end ventet. Havde hørt om det, og sendt en værdmodig tanke til hans familie. For et par dage siden blev Claus gjort opmærksom på en hjemmeside, som var oprettet af venner til den unge mand. Claus gik i chok da han opdagede at han udmærket kendte ham, da de ( Claus og ex konen ) engang boede i samme opgang. Den unge mand og den ældste af Claus´s drenge var jævnaldrende, og legede meget sammen dengang.
Hjemmesiden er fyldt med hilsner fra familie og venner. Claus sad fuldstændig målløs og læste siden igennem, ude af stand til at fatte hvad der var sket

Jeg forstår om nogen anden deres sorg, umiddelbare vrede, og ikke mindst de mange ubesvarede spørgsmål, som en tyk tåge må lægge sig omklammerne, og give følelsen af magtesløshed over ikke at have ” set det komme ”. Der er mange tilkendegivelser og frustrationer over det skete. Forhåbentlig bliver han den sidste i rækken af dem som har valgt at tage ” springet ”. Bygningen som gennem tiderne har bragt megen sorg, står til nedrivning inden for de næste 2 år. Jeg ved godt at det ikke løser problemet, men bare flytter det anden steds. Muligheden er mange hvis det er det man ønsker.

Jeg var med André hjemme ved farfar i går. Han har tabt sig meget, hvilket ikke er så underligt når kosten kun kan være flydende. Han berettede om den forgående og kommende behandling. Puha..
Sygehusvæsnet har fejlet så alvorligt, at overlægen her i byen har taget tyren ved hornene og indgivet en klage til patientklagenævnet. Noget som patienterne ellers normalt selv skal stå for.
Sygehuset har lavet om på planen, så han skal gennemgå strålebehandlingerne før oprationerne. Hvilket vil, efter deres vurdering, øge hans chancer for at overleve.. Hmm…. Han vil gerne have at det var mig som skulle køre ham de 33 gange til Odense, men det kan jeg desværre ikke. Det går efter tur, og tidl. svigerforældre giver ikke fortrinsret. Jeg vil selvfølgelig fiske efter turene når jeg ved hvornår han skal køre….

Min kære farmand har været på nattevandring igen. Det er ellers ikke sket siden hans medicinforgiftning, og jeg troede faktisk at det var et overstået kapitel. Han fortalte at han drømte at han skulle have hans hund, plus 2 andre hunde til konkurrence. De skulle med en bus, og han begav sig af sted ( med hund ) natten imellem fredag og lørdag. Der var selvfølgelig ingen bus, og han kom til sig selv stående med hundesnoren i den ene hånd, og jakke i den anden. Lettere chokeret og slukøret begav han sig hjem igen.
Jeg er bestemt ikke tryg ved situationen, og bange for at det sker igen. Han oplever det som en drøm, hvor han ikke altid er bevist om det er sket eller ej. Så som dengang hvor han havde stået bemærkeseleværdig lang tid et sted, og nogen havde tilkaldt politiet, som havde kørt ham hjem. Jeg er alvorlig bange for, at det kan gå gruelig galt når det bliver vinter igen. Vi skal til kontrol i Odense i næste mdr. og der vil jeg bede dem om en forklaring.

Må hellere komme ind til min lille mand, og sammen mindes vores bryllup for 9 år siden. Han har været rigtig sød og købt mine 3 ynglings parfumer ;-)