Kære Dagbog

Hvad gør man egentligt, når man bliver bedt om at være loyal, når det samtidig betyder, at man så skal lyve?

Et spørgsmål, der har optaget mine tanker en del de sidste dage. Nåede dog hurtigt til den konklusion, at var det at lyve, konsekvensen for at være loyal, så ville jeg ikke kunne være loyal. Jeg mener helt klart, at man med ærlighed kommer længst.

Har yderligere den holdning, at man både overfor sig selv, sin familie og andre, må stå til ansvar overfor sine egne handlinger, uanset hvad man end måtte have foretaget sig.

Er man ikke ærlig, tror jeg på, at skæbnen en dag vil indhente en, og hvad er konsekvensen så? Lægger man så ens familie, vennekreds eller måske arbejde i grus, fordi de føler, de er blevet ført bag lyset? Hvor står man så, når det der skulle og burde være ens bagland er væk og måske ender med at blive ens fortid i stedet for? Vil man bagefter selv som person, overhovedet kunne se de mennesker i øjnene? Mennesker man har løjet overfor og måske samtidig gjort ufatteligt ondt, fordi man – undskyld udtrykket – ikke havde nosser nok til at erkende og stå ved sine handlinger? Er hensigten med fortielsen, at man ikke ønsker nogle ting frem, så er det min mening, at man lever sit liv på en løgn og ikke er menneske nok til at stå til ansvar for sig selv og det man end måtte have gjort.

Jeg ville ikke kunne gøre lyve for at være loyal, og det ville nage mig til mit dødsleje, at jeg havde valgt løgnen frem for sandheden – hvor ilde hørt den end måtte være. Et eller andet sted ville jeg jo selv være den største løgn!

For mange år siden gjorde jeg noget, som både fik konsekvenser for mig og en anden. Jeg valgte at fortælle sandheden samme dag, da jeg ikke kunne se hverken den pågældende eller mig selv i øjnene. Konsekvensen blev, at vores veje nogle år senere skiltes, idet jeg aldrig lærte, at tilgive mig selv for den handling, jeg havde udøvet.
Set i bakspejlet, med de konsekvenser det havde for begge parter, ville jeg i dag, hvis det samme eller lignende skulle ske, ikke vælge anderledes, men igen træde frem og fortælle sandheden og stå ved min handling og ansvar.

Har på egen krop mærket, hvad det vil sige, at der blev løjet overfor mig, mærket hvordan jeg blev fyldt med usikkerhed, mistænkelighed, mistro m.m. og alt begyndte at køre rundt i mig og ødelagde mine dage og gav søvnløse nætter og til sidst ikke vidste, hvad jeg skulle tro eller ikke tro.

Ud fra alle disse ting her i mende ville jeg ikke kunne være loyal, hvis det samtidig betød, at jeg skulle lyve!

Til dig, der har bedt mig være loyal og lyve:
Skulle din vej en dag falde forbi min dagbog her, ved du nu, hvorfor jeg ikke vil være i stand til at opfylde dit ønske om loyalitet.

Med ærlighed kommer man længst - især overfor sig selv. Fortiden vil for altid eksistere!