D. 12.12.15
Racuelle Hei...
8 år siden
Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
9 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
9 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
9 år siden
Så kom der en Lille-bebs.
Michala Esch...
14 år siden
No, i will not keep calm....
Julie Vester...
10 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
10 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
9 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
10 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
11 år siden
The last soppetur
Olivia Birch...
8 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
9 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
11 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
7 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
9 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
9 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
4 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
9 år siden
S-tog
Tine Sønder ...
10 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
7 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
8 år siden
Bornholm, Bornholm, Bornh...
Michala Esch...
15 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
15 år siden
Jeg må erkende at jeg i sidste dagbog, skøjtede let og elegant henover oplevelsen med at rapelle 42 meter ned ad en lodret betonvæg.

I virkeligheden var jeg ved at slå en godnatprut på vej ned. Efter en fjerdedel af turen klemte selen, jeg havde omkring livet, så meget på maven at lungerne ikke længere kunne indtage luft. Jeg blev totalt lufttom og sanseløs.

Jeg slap min line og hang som en fanget fisk, prisgivet Oles styrke og snarrådighed. Dem der så mig nedefra, sagde at det gik så godt i begyndelsen: jeg dansede som en anden balletdanser nedover betonnen og så pludseligt slap jeg styringen og hang bare dér. Jeg svingede fra næsten lodret til vandret og fik lidt luft tilbage i lungerne, og imens snænkede Ole mig forsigtigt nedad - jeg havde lige nået at sige op til ham at jeg mistede pusten.

5-7 meter gik og så slukkede lampen igen. Jeg forsøgte at glide hurtigt nedad, men Ole bremsede mig for ikke at miste styringen. Og sådan gik de sidste 30 meter. De fik ingen ende følte jeg: Hvornår var jeg nede, tumlede det igennem tågerne i min hjerne. Efter en uendelighed af tid, mærkede jeg de første hænder af dem som stod på jorden. De havde set at noget var galt og strakte sig efter mig.

Jeg blev rettet op i lodret stilling og benene ramte den trygge jord, benene krøllede sammen under mig, men underbevidstheden fik mig til at strække ud og rette mig op. Fuldstændig udmattet og uden luft fik jeg lænet mig fremover og støttede mig til betobvæggen - ingen kunne røre mig imens. Maven faldt på plads og lungerne fik plads til at arbejde på, men endnu idag 54 timer efter eskapaderne, er jeg stakåndet og slap.

Det var et værre cirkus. Jeg har aldrig haft nogle særlige behov for at bevise mit mod - ingen lyst overhovedet til at springe jump, eller faldskærm, eller lignende. Men jeg syntes ligesom, at nu hvor jeg skriver lidt dagbog om opholdet her, så burde jeg ikke sige nej til oplevelsen, at Rapelle. Jeg kan forsikre Jer læsere om, at jeg ikke gør det igen!

Nå, der er osse positive ting at berette.

Vore psykologiundervisere har bedt os om at skrive 'farvel-breve' til hinanden. Positive personlige tilkendegivelser om hvordan vi har haft det sammen. Det er ikke nemt skal jeg hilse at sige. Man blotter sig og sine følelser. Der er 6 kursister på mit psykologihold og idag fik jeg færdiggjort 5 breve - små sentenser på en halv eller trekvart side, og de bliver så afleveret imorgen torsdag når vi samles for sidste gang på dette hold. Er spændt på om nogen har noget brev til mig - jeg har jo ikke deltaget i hele kursusperioden.

Også vores ernæringsekspert har holdt sin sidste forlæsning for os tirsdag. Det handlede om fedtstoffer, vitaminer og røgning. Og vi sluttede af med at lave hjemmelavede pølser i lammetarm, og røge dem og en somørbrad. Det gik ikke helt som planlagt, men var godt at få erfaring af. (Jeg har, som den eneste, haft kolik hele dagen).

Og så var vi 4 mandfolk i køkkenet idag til aftensmaden. Råkostsalat, og kødsovs med spaghetti. Råkostsalaten ordinær og enkel, kødsovsen af alskens rester og gode sager, og en god økologisk pasta. Det smagte udemærket og bragte lykke blandt kursisterne - det skal ikke altid være så fansy.

Køkkenlederen havde plukket friske spæde rabarber og bagte en lækker kage til aftenkaffen - tilbehøret var creme fraise iblandet vanilliesukker. Velbekomme og på genhør næste gang.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Nyt liv forude: 13 er publiceret 02/04-2008 22:50 af Robert Kallehave.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.