Hey dagbog, - da jeg ikke kan sige alting direkte pga af sensitive ting, er jeg nød til engang imellem at være lidt kryptisk. Det minder mig om ham der alting engang spurgte om alt var vel ombord...ikke idag, skuden synker og folk hugger til skibet. resten er på vej ned i det dybe hav. Det regner inden for..Hvordan jeg så gang på gang redder livet? og ikke finder et sted og går ned med lortet? - hvergang djævlen brænder min båd, smider jeg en ny i vandet..en mindre..og minderne? de driver mig derhen hvor jeg har svært ved at klare det hele...jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive ved..jeg ligner præsten fra adams æbler på det punkt..mit hjerte bløder lige nu..og det regner inden for som sagt. Hvordan jeg kan redde mig selv denne gang? - onsdag til søndag, - hun skriver hun savner mig..kærlighed er større end alt, og mere vigtig for mig end noget andet..alt i mit liv falder sammen...håber ikke kærligheden gør det...den er stærk i mig..engang imellem tænker jeg på, om jeg virkelig kan føle kærlighed...med det liv jeg har...Med det sorte der ligger ind over mig og kvæler mig..hvordan kan jeg så føle kærlighed..? til et andet menneske? det er nok svært at forstå at der virkelig ligger store tunge skygger, som kvæler mig.. og at de bliver større hver dag der går...lidt efter lidt..jeg mindes at læse på en den lille seddel jeg fik dengang i london, - dengang jeg sad på en sten, og tænkte på om jeg skulle dø..og om gud ikke ville give mig et tegn (ikke en regnbue, for sådan en var der allerede på himlen) hvor der pludselig dukkede en kvinde op og sagde " jesus is alive, and loves you" hvorefter hun gik igen...og efter lod mig med den folder jeg mente at have læst på, at der ville være et lys i selv det værste mørke..når jeg ser på denne seddel igen...kan jeg ikke længere se det..der står noget andet...Der står noget med "break free" sidst jeg kiggede.

som sagt, jeg prøver at se efter dettte lys i det kvalmende mørke jeg befinder mig i lige nu..