Jeg ved godt at dage som disse vil komme. Dage hvor det gør ondt i maven og gråden ligger og presser for at slippe ud.

Det kommer nok bare lidt bag på mig, at jeg så føler sådan et "setback" som i dag.

Denne weekend har været den første, hvor Emil har været hjemme hos sin far. Mere virkeligt bliver det bare ikke. Nu er "det" startet.

I fredags ulmede følelserne en del men jeg var faktisk "ok". Jeg tog fra skolen hjem til S og vi talte selvfølgelig en del om det hele. Det var fedt at mærke den styrke jeg havde haft hele ugen.

Jeg sov hos S og om lørdagen skulle vi til koncert med vores fælles veninde. Alting var hyggeligt og vi tre piger havde det som altid rigtig sjovt sammen. De sagde endda at de kunne føle sig helt misundelige over at jeg stod overfor sådan en ny etape af livet, skulle møde nye mennesker, blive forelsket igen og alt det der. Samtidig med at jeg havde en vidunderlig lille dreng. Tænk at blive misundt i sådan en situation, men jeg kunne sagtens blive glad og dele deres begejstring - dér!

Koncerten gik godt, vi blev fulde og tog videre i byen. Jeg følte mig langt væk fra alle mennesker og havde slet ikke lyst til at tage del i samtaler ved baren. Da jeg kom hjem, græd jeg helt vildt meget. Måske var det beruselsen...

Den var der stadig da jeg vågnede op og jeg har været miserabel hele dagen. På cykelturen hjem til L, hvor Emil skulle hentes, nærmest messede jeg positive bekræftelser til mig selv.

Det var fantastisk at se lille Emil og han blev også så glad for at se mig. De havde haft en god weekend.

Men at være i den lejlighed gjorde mig helt bims. Jeg måtte kæmpe for at min stemme ikke skulle knække da L og jeg talte weekender frem i tiden og gråden brød også igennem, hvorpå jeg vendte mig om.

Arhh det var så hårdt og jeg blev så ked af det. Jeg besluttede mig for at komme hurtigt afsted, hjem i sikkerhed hvor Emil kunne distrahere mig væk fra mig selv. Hjemme ringede jeg til S. Jeg blev simpelthen bare nødt til at gøre noget...jeg var så tæt på i panik at kontakte L. Jeg søgte en lindring og mærkede kun den gamle velkendte følelse som per automatik får mig til at søge ind til L....for bare at blive endnu mere ked af det og fortvivlet.

Det hjalp BIG TIME at vræle lidt ud til S. Jeg skulle ligesom bare af med det, stoppe op og lige se at det for det første er normalt og ok.

Som sagt; de dage vil komme. Jeg skal lige have ugen i gang igen og denne "første weekend som alenemor" er da også lige noget der skal sluges.

Jeg har en frygt for at gå ned psykisk over alt det her. Jeg tror ikke det vil ske, men når en dag som i dag så bare rammer med 120 i timen, så bliver jeg bare bange.

S foreslog at jeg tog et stykke papir og skrev alle de ting ned, som gjorde mig ulykkelig sammen med L. Den lap papir kan jeg så hive frem, hver gang jeg - som i dag - pludselig får forviklet alting og romantisere tingene omkring L. Jeg måtte bryde med ham af en grund...af mange grunde, men den vigtigste er vel nok at han ikke er i stand til at håndtere nære relationer. I hvert fald relationen til mig.

Hvorfor kæmpe for at være sammen med een, der alligevel ikke kan være sammen med dig?

Jeg vil slutte dagen tidligt i dag og tage hul på en en ny uge i morgen.

Op på hesten du...