Er mut... Har været hos forældre igen i weekenden. Og der sker alle mulige ting, der får mig til at føle mig lidt håbløs og fortabt.
Den er gal med mor. Og det gør så ondt. Vi er alle enige om det med sproget. Men far synes også enkelte gange, at hun ligesom ikke kan følge med. Hun begynder ikke at kunne stave.... og hun er flov over det. Prøver nogle gange at skjule det. Igår spurgte hun ham, hvordan man stavede 'roastbeef'. Og nej, hun skriver muligvis ikke så meget mere, men hun plejede at være den man spurgte om stavning... fordi hun bare aldrig lavede fejl. Jeg kunne høre far var ked af det. Han sagde også at hun var meget konfus om morgenen. Jeg er virkelige virkelig bange. Jeg er bare slet slet ikke klar til at miste mine forældres hoveder.

Da vi køret hjem til dem (havde være ttil fødselsdag hos min storesøsters 2. søn - 2 år) faldt snakken på jul og næste jul. I år skal vi være hos storesøster. Hvilket jeg ikke 100% billiger. Der er så utroligt hyggeligt i mine forældres hus på landet... men det er også for ikke at skulle være gæst og alt det der. Det er ok. Jeg synes bare det er langt behageligere at være meget hjælpende gæst hos mine forældre end at skulle være nikkedukke hos min nordkøbenhavnske søster ... men men. Fred være med det.

Der hvor det gjorde rigtigt ondt, var da snakken faldt på næste år. Der skal lillesøster nok være hos nye kæreste med lille niece. Støresøster hos hendes mands familie... og så mig med mine gamle trætte forældre?? Av. Det vil jeg ikke. Jeg følte mig dum og gammel og alt muligt trist. Jeg skreve straks en sms til lillesøster og sagde, at jeg ville være med hende næste jul. Ligegyldigt hvor hun var. Og rigistrerede samtidig, hvor mærkelig sikker jeg er på, at jeg altid vil være alene. Selvom det da slet ikke er det jeg vil. Det er som om, jeg simpelthen ikke tror på andet.

Drømte om J forleden. At jeg stadig elskede ham, og at han elskede mig. Han har det godt med kæresten. Det havde han også i drømmen... men som om at vi havde noget særligt, der aldrig forsvinder. Jeg er sgu lidt ked af det.

Jobbet er ensformigt. Mit liv er ensformigt. Jeg har igen afvist fyr, selvom han kom med sødeste sødeste 'nu skal du vælge' opfordring. 'Jeg vil helst have dig, men der er altså andre, der banker på døren, og jeg må indrømme at det kunne være dejligt at prøve at blive rigtigt værdsat'. Så afviser jeg ham... og skriver samtidig flere sms'er til ham end jeg har gjort før. Jeg idiot. Jeg er en idiot, der ikke kan finde ud af at leve livet. Kun at overleve.