Uff, mandag morgen var jeg frisk til at arbejde igen.

Rette på håret og lade som om, at intet er hændt. Ingen havde vist bemærket andet, end at jeg var umanerlig beruset.

Og så står den unge høje og ret flotte mand pludselig i køkkenet, da jeg skal hente kaffe og vil kysse.
Og hvad er mere naturligt, når man lige har boet sammen en hel weekend. Men jeg gik fuldstændigt i baglås og flygtede ind på vores kontor!

Sendte en sms, og skrev at jeg havde lyst men ABSOLUT ikke kunne!

Vi ringede sammen senere, og han kom over igår aftes. Jeg havde lavet mad som vi spiste og han havde taget morgenmad med til sig selv, fordi det viser sig at staklen havde sultet hele weekenden, hos mig, der fødeindtager ca. på samme måde som en slange... dvs. en hel elefant et par gange om måneden og ellers ikke nødvendigvis så meget.

Han er en meget ordentlig og sød fyr... på en måde for ... tjekket til mig. Ikke sådan uden humor og kedelig. Bare sådan en, der hvis vi havde været jævnaldrende ville være for tjekket. For meget med på for mange ting. Ser godt ud, på en afslappet måde uden at være irriterende smart. Tackler hans voksne kolleger utroligt myndigt og ret sejt. Jeg kan ikke helt ramme, hvad det er han har. Men et eller andet.

Alligevel bliver han lille og sød og barnlig, når han løber foran hen til porten imorges og åbner døren for mig og cyklen med det største smil i hele verden. Og jeg kan ikke lade være bekendt at tænke sådan. Og jeg tror jeg i virkeligheden er småskuffet dybt dybt nede over, at jeg ikke er en jævnaldrende, han åbner døren for. Hvorfor var jeg ikke hot som 26-årig. Gad vide, om han ville være så pisse fascineret af mig, hvis jeg var en usikker tøs på 26 - næppe. Nu er jeg bare en gammel kærlighedsslidt en, der samler lidt blomster til mig selv engang imellem.

Og hvorfor kan jeg ikke være ligeglad med det. Det giver mening. Jeg er en, der kom sent ud af døren på alle områder. Jeg jokede på et tidspunkt til ham om det og sagde til ham at jeg sgu nærmest var jomfru da jeg jeg mødte min gamle kæreste som 26-årig. (Det er klart en overdrivelse, men jeg havde ikke haft en kæreste på det tidspunkt og var bare sådan, ikke out and about ... alt i alt, ikke voldsomt erfaren). Han grinede bare og sagde, at ungdommen er anderledes nu om dage. Hvad kan jeg sige. Han er ung, men slet ikke usikker eller tilbageholdende. Bare glad og ret dejlig.

Jeg er meget forbeholden over mig selv. Jeg er en nar, er jeg. Et hundyr, der savner bekræftelse. Knus, kys, kram... få lov til at føle sig taget lidt af. Jeg er jo ikke overhovedet noget som helst andet end nysgerrig, og synes det er sjovt at lege. Jeg føler jeg har mistet romantik og åndelighed. Fysisk behov for nærhed og knus og kærtegn er som sult i maven. Et behov, der skal stilles.

Lege lege... det ringer en klokke. Man kan ikke være bekendt at lege. Jeg følte også jeg legede med J. Men leger man, når man kun har set hinanden et par gange, eller undersøger man sagen? Jeg har ikke undersøgt færdigt endnu. Det har jeg ikke... men jeg vil også passe på mig selv. Og det er ikke min opgave endnu at passe på andre.

Og jeg tror ikke en skid på mine egne kræfter, sålænge jeg i den grad bare nyder at være sammen. Som om det nogen sinde var meningen at man ikke skulle nyde at være sammen?! Er bange for, at jeg om lidt bliver træt af mine manglende kræfter til at skubbe væk og kommer til at synes at jeg er en idiot.

Og har lyst til at ringe til ham, NU