Gid man kunne skrive og gå på samme tid.
Jeg har prøvet.
Det du´r bare ikke.

Men når jeg går, så popper alle ideer frem og bliver tydelige. Digte, noveller, essays..fremragende sætninger, som lyder infantilt, når jeg kommer hjem og skriver dem ned.

Stemingen er væk. Og trods utallige anstrengelser for at genskabe den, må jeg tit indse at jeg skal være i fysisk bevægelse for at min kreative side udfolder sig og blomstrer op.

Det virker så påtaget.
Det virker så påtaget, at tvinge en stemning frem. Fordi den stemning er jo i nuét og fremtvinger jeg stemingen i´gen, når jeg kommet hjem, bliver den jo bare en dårlig kopi af den oprindelige.

Så hvad gør man?

køber jeg er løbebånd, hvorpå der kan påsættes en pc?
Eller skal jeg bare fortsætte?
Måske...men det er jo ikke kun bevægelsen i sig selv. Det er omgivelserne..og så ER min stue ikke mere inspirerende!!!

Jeg nyder dog min kreative periode. Jeg er endda begyndt, at tænke på mine noveller på arbejdet igen. Og jeg har 2 nye ideer hængende på indersiden af gryden. Nu har jeg snart ferie og har næsten allerede planlagt hver dag, men det gør mig ingenting, fordi jeg ved at halvdelen ikke bliver til noget.

Så jeg satser en hund på at få skrevet mine ideer ned. Sammenhængende.
SToltheden fylder mig. Og jeg har faktisk ikke brug for ros, hvilket jeg nyder.
Dog havde jeg brug for at få et spark bagi forleden..og fik det...fordi jeg havde fået den tanke at jeg ikke kan skrive. At jeg er middelmådig og at jeg har bygget min egen vakkelvorne pidestal hvorpå jeg troner.

Alle er forskellige. og heldigvis fik jeg et spark af een som ved noget om tingene. Een som ved utroligt meget om litteratur. Så det boostede min selvtillid.

Og det er sgu bare med at få udnyttet min høje kurve mens den stadig er der, inden markedet ændrer sig og renten stiger!!

Men jeg tænker stadigvæk bedst når jeg bevæger mig. Hvor mine små guldkorn løsner sig i takt med at blodet drøner hurtigere rundt og forsyner hjernen.

..men sådan er det!!!!