Vi er landet. Alle seks.

Fin lille hytte.

Vi lavede mad, spiste, gloede tv.

Teak og søsters kæreste er lige gået.

Ud i byen for at finde sig en bajer.

Ville ikke med. Er for træt. De lignede nogen der gerne ville ud sammen. Tror jeg.

Det er en antagelse. Jeg antager og analyserer og konkluderer - også forkerte ting, hele tiden.

Eksempelvis. Teak. De er jo. De. Søsters kæreste og Teak. Jeg giver op. Min logiske hjernehalvdel forhindrer effektivt den nervøse halvdel i at formulere sammenhængende sætninger.

Det er også bare fordi! Jeg kan ikke lide at han er gået. Jeg kan ikke lide at være her, alene. Søster sover. Forældrene sover. Jeg vil ikke synes om at de kommer hjem i morgen tidlig, og så Teak er umulig at få liv i. Det ville være så flovt. Så ekstremt flovt.
Desuden, så skal vi sove i samme rum, men i enkeltsenge. De er rykket fra hinanden. Den ene seng i det ene hjørne ved vinduet, den anden i modsatte hjørne ved døren.

Synes de har været længe væk nu! Mindst fem minutter. Det kunne være guld om det ikke fandt et sted, og kom tilbage hertil.

Sikke noget besidderisk snak! De skal bare ud og hygge. Snakke. Ha' den der bajer der manglede i køleskabet. Gosh jeg håber ikke de kommer bragende stive hjem.

Minder mig om at jeg har glemt mit nattøj. Må hellere gøre sengen klar til ham, undgå mest mulig støj.

Jeg savner ham. Føj. Som en anden forkælet pige på ferie - jeg vil ikke savne ham, jeg vil have ham her! Hos mig.

De kommer nok hjem. Også i super god behold og det hele.

Jeg har ikke lyst til at falde i søvn alene.

Jeg føler mig super ynkelig, og jeg kan sagtens leve med det.

Kan høre hvad der foregår ude på gaden. Når folk går forbi, brudstykker af samtaler. Lagde mærke til det tidligere også, da jeg stod og lavede mad. Der måtte jeg være en visuelt brudstykke af en handling, eftersom folk kort så hvad jeg lavede når de gik forbi køkkenvinduet. Igang med at skære sukkerærter, tomat, salat eller peber. Måske var det Teak de så, igang med at lave dej til tortillas.

Fælles er brudstykkerne. Der er så mange ting der fylder så meget i alle menneskers liv. Så meget der glæder, så meget der bedrøver. Og dog kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, at de fleste brudstykker handler om ingenting. En bil der kører forbi - transport. Hæle mod fortovsfliserne. Nogen der snakker om planer for i morgen, eller sågar vejret. Intet der afslører noget om noget som helst.

Taget ud af sammenhæng, er det de færreste brudstykker der giver mening.

Jeg savner stadig min kæreste.

Krydser fingre for at de kommer godt hjem.

Spændt på om jeg i morgen føler behov for at brokke mig, eller om jeg ender med at forsøge at lade det glide af.

Men det er først i morgen..

Nu burde jeg helt sikkert gøre et seriøst forsøg på at få noget søvn.. Noget ro.. Ikke stresse over drengene.. Ssshhh...

Som man siger når man beroliger er nervøst barn..

Ssshhhh... Så så.. Det skal nok gå.. Sssshhhh