6 år siden

Det Døde Hav

Galde med sukkerglasur og...
Olivia Birch...
5 år siden
Møde med Mette
Halina Abram...
3 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
7 år siden
At hjælpe andre...
Kianna Kitte...
3 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
4 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
7 år siden
senior Dating.
Ruth Christe...
4 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
4 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
8 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
4 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
6 år siden
En slange i huset
Anastasia
8 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
5 år siden
Book cover...
Kianna Kitte...
3 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
4 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
7 år siden
Livets Tankespind
Caby
6 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
8 år siden
Havørnen og Tigeren
Sylvia Ebbes...
7 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
8 år siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
8 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
6 år siden
Jeg sidder hjemme i stuen i sofaen mens Sylvester Stallone pløkker sig gennem sendefladen med et mærkeligt tyndt lokumsbræt af et skæg omkring sin mund med den særprægede overlæbe.

Jeg undrer mig. Eksempelvis over at hver syvende bølge i Rio er større end de andre. Nogle har forsøgt at bilde mig ind, at det er en skrøne. Men problemet er, at jeg har været der. Det er ikke en skrøne. Man tæller, man holder øje, og den er stensikker hver gang. Den syvende tårner sig op. Mellem sjette og syvende crawler man som en sindssyg - den gale retning - sådan føles det - til havs. Ud af så man blot løftes op og kommer bag ved den rullende brænding.

Det er heller ikke en skrøne, at man på hospitaler lukker vinduet op, når en patient lige er død, så sjælen kan slippe ud. Det er virkelig ikke en skrøne. Man gør det! På trods af alle apparaterne, som bibber og med streger viser, om der er liv eller ej. På trods af det kridhvide sengetøj og den hektiske adfærd og al den videnskab, der hænger i poserne på dropstativet. Den lille gestus viser, at alt denne videnskab ikke nytter meget, hvis der ikke var noget at åbne vinduet for.

Og jeg undrer mig over, at nogen finder på at købe en økologisk og opløselig urne til deres kære, så de med tiden - og dét ret hurtigt - opløses og flyder i et med naturen. Men at lige netop den 'kære' de køber urnen til absolut ikke kunne lide at komme ud og være ét med naturen. At lige netop denne person ville befinde sig kongeligt i en lerkrukkes omsluttende indelukkede mørke i en kulsort grav.

Sylvester har hængt sit våben på væggen og har krammet sin udkårne. Hans kinder skinner rødt og fedladent.

Mine kinder skinner rødt og fedladent. Jeg har fået sol og smøreost i dag. Jeg er hjemme på udkanten - tog direkte hjem efter min ene dag på Roskilde. Dejlige dage 'på landet' som Københavnerne ville sige - noget andet, som også kan undre. I nat står jeg op kl 04 for at køre med far til Kolding, hvorfra jeg tager toget til København, så jeg kan nå at tilbringe fem svedige dage som en god lille offentlig funktionær før jeg atter tager Udkantsekspressen hjemover. Jeg trængte til at tjekke ud af mit københavnerliv. Der er ikke noget at savne dér.

Den sidste som forsøgte at score mig var en nigeriansk preacherman, med et trækors hængende ud af den stivede hvide skjorte. Mine venner forsøgte at afskære ham adgang til mig. Ustoppeligt hang han ind over hjørnet på baren og råbte til min kollaga-smølf: 'why you gonna stop me talk to that WOMAN, that woman gonna tell me herself'. Han var til sidst så hidsig at hans sorte pupiller pegede på alle som en pistolmunding på baggrund af de kraniumfarvede øjeæbler.

Ungdommen escorterede ham ud med Albertlundsk tæft for uromagere. Fodboldspillere og fupmagere - der er sikkert ting Albertslund og Nigeria har til fælles. Dog er den lokale valuta i Albertslund flaskeboner - og man stener (så vidt jeg ved) endnu ikke kvinder dér. Jeg vil ikke diskriminere mod hverken Nigeria eller Albertslund, men jeg har nogle ubehagelige oplevelser med nigerianere, som blandt andet indbefatter at blive slået i hovedet med plastikbadetøfler og bliver kommanderet til at opfeje en havareret trækamel op fra gulvet i en souvenirshop tæt på Det Døde Hav. Og associationscirklen kan afsluttes med konstateringen af, at der jo desværre IKKE er andre fisk (eller nogen overhovedet) i Det Døde Hav. Jeg rabler. Det er tordenlummerheden og tanken om de næste fem dages bag murene i Det Offentlige.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det Døde Hav er publiceret 06/07-2014 23:43 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.