Siden sidst? Hmm..., sikkert noget med at jeg er begyndt at løbe igen, og at jeg har browset gennem en million jobopslag, men ikke rigtigt har fundet noget, der ligesom har fået det til at synge inde i mine knogler og derfor ikke har taget mig sammen til at få opdateret mit CV og noget mere i den dur. Øhm..., og så noget med at jeg endelig har taget mig sammen til igen at begynde at skrive digte, men at det indtil videre er noget studentikost lort, men at det om ikke andet er en begyndelse, og at den jo som bekendt altid er svær. I den sammenhæng kunne jeg også stilfærdigt lade en kommentar falde om, at Fyldepennens tvangscentrering af digte sparker til min brækrefleks, men at jeg da er med på, at ingen jo tvinger mig til at bruge Fyldepennen, og at jeg generelt er stor tilhænger af, at folk, der ikke spontant bryder ud i jubel og klapsalver over stanken i parfumeriet, faktisk bare kan forføje sig ad helvede til ... Kommer lige til at tænke på, at det også bare kan være mig, der ikke råder over det mentale beredskab til at fatte de faktiske opsætningsmuligheder; usandsynligt, men ikke umuligt ... Og hvad ellers? Jul? Øhm..., ambivalent; sang i kirkekor, mens jeg gik i folkeskolen, fordi kammerats far var præst, og elsker at stå i kirken og synge julesalmer; det bevæger mig ... Men alt det andet jul ... Jeg ved ikke helt, hvor modviljen sidder, men tror det er noget med, at julen ligesom tvinger os ned i kostumer og ind i roller, som i virkeligheden passer os ad helvede til, men som vi, fordi julen reelt er splejset ind i vores celler, accepterer uden videre modstand ... Noget med forstillelse og skuespil og at gøre vold på den, man i virkeligheden er eller har lyst til at være ... Måske er det bare fordi, jeg ikke bryder mig om rødkål ... Skal i øvrigt med Andrea ud og besøge hendes mor i dag, på hospice. Det sætter ligesom tingene i perspektiv. Andrea siger, jeg er god til den slags, fordi jeg både kan tale og være stille og være alvorlig uden at blive dyster. Jeg ved sgu ikke..., jeg synes det er svært..., eller i hvert fald synes jeg, det er svært at tale om uden at blive banal eller floskelagtig. Jeg mener, hvordan fanden sætter man ord på det, der sker i et rum mellem mennesker, der deler et liv, og som nu er i gang med at tage afsked? Måden de ser på hinanden, holder hinandens hænder og ikke siger noget..., måden en samtale om opskrifter på franskbrød eller historien om dengang, hestene løb ud af folden, pludselig fremkalder tårer og snotnæser? Måske en dag i et digt ... Nu vil jeg gå ned og hente mit undertøj i tørretumbleren i kælderen og lægge det pænt sammen og ind i mit skab.