Hvad der i virkeligheden er galt, er vel egentligt er jeg er dødsensræd for, at han skal komme hjem og lige pludeslig ikke vil noget som helst af alt det han lovede - bortset fra at få pandekager serveret med varm kakao?

Hvad nu hvis han, på trods af den kendsgerning at han har kendt mig nu i 4 år, lige pludselig forventer, at jeg under tøjet ser helt anderledes og perfekt ud?

Jeg ved at jeg ikke bliver afvist pga manglende intelligens eller hjerne.. Kemien er der helt i top, men at han ikke skulle være i stand til kravle ned under dynen og nyde natten sammen med mig, er helt enormt skræmmende..

Jeg kæmper for at overbevise mig selv om, at det er noget fis. Selvfølgelig ved han hvordan jeg ser ud, han ved bedre end nogen anden hvordan jeg tænker og hvordan jeg er? Jeg ved at han har komplekser der minder om mine, men hvad er værst? At tænde - eller at være nervøs for, at man er en han ikke kan tænde på?

Det føles som at hænge i et reb der langsomt knækker, uden at vide hvor langt der er ned. Eller om der står nogen parat med en redningsmadras?

Det hele handler om januar, hvor han dukker op, med mindre han skifter mening. Til januar bliver det hele sat på prøve, selvfølgelig er jeg spændt, men i disse minutter - du godeste! Nervøs!

Han skal hoppe ud af bussen, smile, søge i retning af mig så jeg kan få det kram jeg har ville have i snart 5 måneder. Jeg vil suge hans indtryk, påklædning, lugt og varme til mig, og aldrig glemme det. Vise ham min nye by, tage ham med hjem, hvor det eneste jeg er realiteten drømmer om, er at blive kysset på halsen, lige der hvor det føles aller bedst - og så endelig at vågne morgenen efter ved siden af ham for ikke at tænke, men bare være lykkelig. Og vide at lykken er gengældt. Og at han er ligeglad med, at jeg ikke er så perfekt som nogle af hans sidste kærester.

Forhåbentlig bliver det nogle gode dage.. Til januar..