Det er en sær ting med de der børn... Det ene øjeblik er de bare SÅ søde og dejlige, det næste overvejer man at lære dem hvad der kan ske, når man hopper ud fr 2. sal. Fra kærlighed til mord på 2 sekunder! Heldigvis for min lille "krymmel", er det overvejende kærlighed. Men han har ved Gud prøvet sin status som sin mors allermest højtelskede lækkermås af idag.

Det er en vidunderlig (om end frustrerende) ting, at mærke at han er SÅ sikker på, at han er elsket, selvom han er en lille...&%¤. At mærke at man har gjort sit "arbejde" godt, givet ham selvtillid og rygrad nok til, at han tør sætte sig op imod sin mor med så megen kraft, energi og LYD, at jeg er imponeret.

Måske er det forkert af mig, men det er noget jeg vil forsøge at fremelske hos ham. At have sine egne meninger, og turde stå frem med dem. Hvis de vel og mærke er argumenter-bare (nu er det bare svært at argumentere når man er 2 år). Jeg LYTTER til hvad han forsøger at sige, og giver ham lov til at MENE det han mener. Han må gerne blive sur, hvis jeg er uenig med ham og nedlægger VETO.

Men hvor meget jeg end HADER at skulle kæmpe med ham, ELSKER jeg at se hans "kamp" for at få gennemtrumfet sin vilje. For viljen er det vigtigste i et menneske. Viljen til at elske, lære, lytte, tale, le... Uden VILJEN til at GØRE disse ting, er man kun villig til ikke at ville noget... og det er jo også en slags vilje. *hmm*.

men nu VIL jeg snige mig i seng...ELSK hinanden!

Maya