Hvis jeg nogensinde bliver i tvivl om hvorvidt jeg har forandret mig, skal jeg bare gå tilbage og læse mine gamle tekster og se.Se!

De ligger som små beviser og glimter.
Fortæller, og jeg tror tit at de er skrevet af en anden. Det er de på en måde også.
endnu en grund til at skrive...jeg har efterhånden fået samlet mig en solid pose af grunde og motiver.

Men jeg kan dog ikke lade være med at spekulere over om jeg er blevet FOR underlig i min skrivestil. Om det kun er mig der fatter hvad jeg skriver og kan gennemskue pointen. fordi noglegange tænker jeg ikke. Jeg lader bare kroppen gøre sit arbejde, men nu hvor jeg arbejder på min roman, ser jeg pludselig meningen.
den skriver sig selv. Personer der pludselig dukker op og hvor jeg ikke engang har planlagt deres besøg, får mening og grund og jeg bliver overrasket hver gang.
For det hænger sammen. de hænger sammen med historien og det der er skjult.

Den røde line er stadig intakt og bekræfter mig både i den fiktive men også i min egen fiktion, at d er er en årsag til alt.
Men jeg tænker stadig meget over hvor det er fårene bliver skilt fra bukkene og hvad det er der gør at det sker.
og jeg vil helst ikke, men jeg tror også det har en del a t sige, hvilken person der læser dem, hvilket trend der er i tiden og så er det jeg bliver skuffet.
Fordi ærlig som jeg er, så er min store drøm engang at skrive en klassiker.
Men hvordan gør man det og bliver det ikke uærligt, hvis dette er motivet?

Skulle jeg ikke bare skrive uden at tænke eller hvad.
Nej, det er staid g forvirrende, men jeg fortsætter og håber på at svaret engang dukker op.
På een eller anden facon.