Forløsningen kom i Lørdags og en vemodig følelse kom samtidig med lettelsen.
Jeg sendte min novellesamling til Gyldendal!

Grunden til jeg sendteden til gyldendal er, at man kan lige så godt sigte højt fra starten og om ikke andet kan jeg da prale med at have fået afslag (og MÅSKE lidt kritik) fra GYLDENDAL..ta..daa..

Men selvom jeg søndag vågnede og kunne mærke at 5 af de 10 kg pludseligvar væk, så var det faktisk svært at sende pakken. Jeg havde pludselig slet ikke lyst og ikke pga. det forventede afslag og at min noveller nu bliver læst med faglige øjne, nej..det var sgu fordi jeg kunne mærke savnet.

Vildt mærkeligt!!! jeg har været så viklet ind i de noveller og de personer, på godt og ondt, på det sidste mest ondt...og da jeg så stod der medhalvdelen af pakken stukket ind i postkassens røde mund, savnede jeg dem med eet. Havde næsten lyst til ikke at sende dem. De skulle blive hos mig.

Det lyder forrykt, men sådan havde jeg det. Men ungerne skal jo flyve fra reden på et tidspunkt *GG*

Godt det samme, da jeg også var nået til det punkt hvor jeg nok var kommet til at rette for meget i dem, men hvor jeg dog underligt at have mistet sin objektivitet.
At have siddet så langt tid med disse skæbner og retttet og rettet, hvor den ene time er man ved at revne af stolthed og den anden time ved at blive sindsyg over det lort man har skrevet.

Men det er nu rart at have sendt dem afsted. Første skridt. Og jeg er realist, det bliver jeg nødt til at være. Det er min første novellesamling og der er ikke mange der har læst dem.
Men det giver da livet lidt ekstra kulør (selvom jeg ikke behøver det her for tiden!!)

Min eksamen startede i går, den varer 10 dage og vi skriver projekt nu.
Men det var rart endeligt at begynde. Dog kommer perfektionisten op i mig og jeg ærgrer mig over nogle små dummefejl jeg har lavet i menuen, men den kan vist reddes.

Alligevel....jeg glæder mig til at kede mig igen.