Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville skrive om min familie, men du Metadon, du står imellem mig og min familie, hvordan kommer jeg af med dig? For nu skal du ikke stå imellem mig og mine kære. Spørgsmålet er bare hvordan, skilles vi to? Vi har kendt hinanden i ca 7 år, det er længe nok til at vi er afhængige af hinanden.
Jeg har mødt mange mennesker, også i det etablerede sundhedsystem, og når jeg nævner dit navn, stirre folk mærkelig på mig, og mange spørg mig,hvornår jeg er kommet over på dig, og hvor mange år jeg har været narkoman, så er det jeg må komme med hele min livshistorie. Jeg har ikke været stiknarkoman eller på anden måde narkoman. Jeg blev opereret for 2 diskoprolapser for 22 år siden, det gik fantastisk og jeg nåede ikke at møde din navnebror morfin. Jeg fik 13 gode år uden noget sygdom,13 år hvor jeg kunne være mor, hustru, datter og kvinde. Jeg var lykkelig, for jeg havde lidt med min ryg siden jeg var barn. Lykken varede desværre ikke ved, for ca 10 år siden kom disku nummer 3 og 4, de lammede mig. Jeg var sikker på at en operation nok skulle hjælpe mig, men desværre nej, jo! jeg fik det meste af min førlighed tilbage igen, og jeg kendte stadigvæk ikke ordet morfin, selvfølgelig fik jeg noget smertestillende efter operationen, men det var desværre også nødvendig, for den operation jeg stolede på skulle hjælpe mig, gjorde desværre det modsatte jeg fik det endnu værre. Jeg kan se i min journal (som jeg har aktindsigt i ) at man spurgte mig ved udskrivningen 6 uger efter, om jeg ikke ville have en recept på smertestillende, hvorpå jeg har svaret nej tak. Smerterne blev værre og værre, til sidst fandt man ud af at der sad endnu en prolaps. Jeg takkede igen ja tak til en operation, for det kunne da ikke blive værre, igen en mislykket operation og 7 uger efter igen en. Der lærte jeg morfinen at kende, endelig var der noget der kunne tage toppen af mine smerte,så jeg kunne leve lidt bedre. Pensionen skulle jeg næsten ikke søge om, den fik jeg smidt i hoved, hurtigere end det snart tager at søge om sygedagpenge. Hjemmehjælp var heller ikke et problem, 2 timer 2 gange om ugen. ( uhyggelig når jeg tænker på, hvor svært det var for min mor på 82 år, at få noget hjælp, mens hun her fornygelig, sad i rullestol i 3 mdr med et knust knæ)Nå! det var mit bekendskab med dig morfin, efter et par uger var 3 tab. jo ikke nok, til sidst var vi oppe på 10-12 tabletter om dagen, jeg gik i en evig rus, nok hjalp det, men kun toppen af smerterne tog du.
Jeg var så,så heldig at komme i kontakt med en meget dygtig narkoselæge, som godt kunne se at dette duede ikke. I 3-4 mdr havde jeg fået Ketogan,samtidig havde jeg tabt 20 kilo,og ondt havde jeg stadigvæk. Heldigvis var han en af de læger, der ikke bare slog det hen med at dette måtte være psykisk, han var klar over at det var reelle smerter jeg havde. Gud ske tak og lov for det, for dem havde og har jeg mødt mødt mange af. Han prøvede sig lidt frem og tilbage, men kom heldigvis snart til den konklosion, at det kunne han ikke klare. Vi havde vist ikke på det tidspunkt nogle smerteklinikker her i jylland, så på en eller anden måde fik han mig ret hurtig på Bispebjerg hospital.
Der mødte jeg også en knalddygtig mand, der vidste hvad han havde med at gøre. Det første han fortalte mig var at jeg skulle ikke have dårlig samvittighed, hvis jeg følte mig som en narkoman, for det var jeg ikke, men alle de læger jeg havde været igennem, havde gjort mig aghængig ag dig morfin.
Straks bad han mig om at ligge ketoganen på hylden, og begynde med stoffet Metadon, som desværre mest er kendt til afvænning af narkomaner. Jeg fik at vide at jeg var og er kronisk smertepatient, og hvis jeg forsatte det som jeg var igang, var jeg død inden for et år. han fortalte mig også at metadon også var en slags morfin, men den ville ikke gå til hjernen og ville ikke give mig den eufori, som jeg var vandt til, samt at jeg nok ville blive noget dårlig i uger måske måneder af abstinenser. Der var jeg heldig, jeg fik ingen abstinenser, og kom efterhånden op på den dossis som hjalp mig.
Nu er det så bare det at jeg ved at du metadon, du lægger et låg over mine følelser, og hæmmer mig i at komme vidre i mit liv. Jeg opdagede det især ved min fars død, der var ingen der troede jeg kunne klarede det med din sygdom og død, men det gik over alt forventning. Hvorfor ved jeg jo godt,du låste mig inde, og det har du efterhånden gjort så mange gange, at nu må det slutte, vi må skilles, men hvordan? Selvfølgelig skal du også have en tak, for hjulpet mig har du selvfølgelig også, med mine smerter. Idag vil jeg bare heller prøve at leve med de smerter jeg har, selv om jeg p.g.a. dig ærlig talt ikke ved hvornår jeg har rigtig ondt.Du skal ud af mit liv, for jeg vil have mine følelser igen, der skal noget ind i den tomme skal, som mit hjerte efterhånden er.
Gode råd og erfaringer modtages med kyshånd