17 år siden

Ram forbi

Belvedere, #momlife & mis...
Racuelle Hei...
5 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
10 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
9 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 4 måneder siden
Et skridt nærmere
Liza Abildsk...
9 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
11 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
9 år siden
Undervisning
Hanna Fink (...
11 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
9 år siden
Så blev det gjort.
Ace Burridge...
10 år siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
10 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
6 år siden
Dag nr. 3 på fyldepennen....
Gaffa Brandt
11 år siden
Hjem igen
Salomon
9 år siden
En lørdag.
Michala Esch...
15 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
7 år siden
senior Dating.
Ruth Christe...
7 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
5 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
5 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Lana Del Rey
Christacia
11 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
5 år siden
Lyst til livet
Halina Abram...
6 år siden
Hovedafbryderen
Rud Stenfisk...
3 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
15 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
12 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
9 år siden
Vand
Halina Abram...
6 år siden
Juletid
Gittepigen
11 år siden
1-09
Halina Abram...
6 år siden
Kreativ igen
David Hansen...
4 måneder, 1 dag siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
10 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
9 år siden
Eksamen
RachelBlack
11 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
7 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
7 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
10 år siden
Kommunikation!
Racuelle Hei...
9 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
7 år siden
Så tror jeg, jeg for første gang i lang tid decideret har behov for at skrive her, og det er der vel ikke noget at sige til, når man tager i betragtning, at jeg for en time siden troede, jeg skulle dø. I går ringede jeg til lægesekretæren for at få en recept på nogle p-piller, og så spørger hun mig, om jeg har det fint nok med dem. Jeg fortæller af en eller anden grund, at jeg kan trykke mørk væske ud af mit ene bryst... helt åndsvagt, for det har jeg kunnet siden jeg stoppede med at amme for tre år siden, så det har jo sådan set ikke en skid med p-piller at gøre, men det må jo have ligget i underbevidstheden, at det var noget, jeg burde nævne. Så opfordrer sekretæren mig til at få en tid, og da jeg spørger ind til, hvad det kan være, siger hun, at jeg måske burde få lavet en mammografi, og at det ikke var for at skræmme mig. Men øh... det virkede ellers godt nok (ikke at jeg bebrejder hende noget), og efter at have læst, hvad jeg kunne finde på netdoktor, havde jeg nærmest givet mig selv en brystkræftdiagnose. Og jeg må sige, jeg føler med jer, der har været det. Hvor er det dog frygteligt. Min mave var en stor kæmpeknude, og jeg gik konstant rundt og kæmpede for at holde gråden tilbage, faktisk især når jeg var sammen med mine børn. Og da jeg altid starter med at tænke yderste konsekvens og havde en rigtig skidt fornemmelse med, at jeg havde gået rundt med de her symptomer i tre år, var jeg ved at dø af sorg over tanken om, at mine børn måske skulle vokse op uden en mor. Det er uden sammenligning min værste frygt. Jeg har aldrig anset mig for at være en specielt uselvisk person, men med børn er det noget helt særligt. Jeg frygter langt mere for, hvad det ville betyde for dem at miste deres mor, end selv at skulle dø. Selvom det selvfølgelig ville være ekstremt pinefuldt at erkende, at man ikke ville få lov til at se dem vokse op.
Efter at have overvejet yderste konsekvens tog jeg et par dybe vejrtrækninger og tænkte: Okay. Din alder taler trods alt til din fordel. Måske har du sygdommen, men overlever den. Jeg tog på stedet en beslutning, om at jeg gerne ville bytte begge mine bryster ud med et liv. Bare lad mig beholde mit liv! Men så tænkte jeg videre til den hårde kamp det ville blive med kemo og alt det, og igen hvordan det ville påvirke mine børn og min mand. Jeg kunne slet ikke hænge sammen og prøvede på forkant at ruste mig. Overvejede HVORDAN jeg kunne ruste mig, og hvor stærk jeg mon kunne være. Prøvede at sige til mig selv, at jeg måtte være tapper, og prøve at få gode oplevelser undervejs i sygdomsforløbet og ikke bare gå rundt med en klump i maven og græde.
Utroligt nok lykkedes det mig at lege med mine børn og være til stede, men knuden i maven gik ikke på noget tidspunkt væk. Først da jeg kom i seng, gav jeg slip og græd som et lille barn, mens min mand holdt om mig og roligt forsøgte at overbevise mig om, at det ikke var noget, selvom han i virkeligheden også var bange. Tænk, jeg bad faktisk til Gud.
Her til morgen sad jeg parat præcis klokken otte for at ringe til lægen i håb om at hun kunne fortælle mig, at det ikke nødvendigvis var kræft. Og det kunne hun. Hun kunne næsten med garanti love mig, at det ikke var... Så tak, fordi du hørte mig, Gud.
Typisk, typisk mig... jeg er så inderligt bange for døden, hvor er det langt ude at gå i panik med det samme. Mit problem er, at jeg har en helt fantastisk fantasi og forestillingevne...
Men denne gang lader det til, at jeg gik ram forbi. Det kunne så være en reminder på at man skal huske at glæde sig over livet, og så bilder jeg mig ind, at jeg måske har fået et indblik i, hvad det vil sige at være kritisk syg, for det troede jeg fuldt og fast, at jeg var (med kun en lille bitte spinkel snert af håb tilbage) Sidder stadig med tårerne trillende ned ad kinderne ad lettelse.
Hrmm... gad vidst om jeg burde finde mig en psykolog.

Ja, det var lidt om den alvorlige side af livet. Jeg har nu også tænkt på at skrive flere gange, men det var nu mere smukke oplevelser, der havde lyst til at blive beskrevet. Tiden var der bare ikke rigtig. Jeg er blevet besat af at sælge børnetøj (og lidt dametøj) og køber ind i England i rå mængder. Min mand er meget tapper og giver mig lang snor, selvom han ser lidt bekymret ud, når jeg giver ham et par nøgletal.
Egentlig var det jo heller slet ikke det, jeg skulle. Jeg kunne jo godt leve af mine oversættelsesaktiviteter, men det er jo sjovt, og jeg har altid lidt haft lyst til det, gad bare ikke de lange åbningstider. Som det er nu sælger jeg på nettet, og så kan folk her fra byen ellers kigge forbi. Og det er jo bare hyggeligt, da jeg jo ellers sidder mutters alene på min pind.
Det skulle prøves. Jeg kan jo altid droppe det igen, hvis der kommer for lidt ud af det... Faktisk vil jeg nok droppe det igen på et tidspunkt, for der er så lidt tid tilbage, at der intet skrivekreativt sker i min hjerne. Skrivelysten når slet ikke at opstå. Poesien rumsterer kun svagt i mit baghoved engang imellem og når aldrig at blive formuleret på skrift. Den var der for eksempel, da jeg i sommers sad i min campingstol i bjerglandsbyen Täsch i Schweiz og kiggede op på de sneklædte tinder.
Men omvendt, findes der nogen, der ikke bliver ramt af poetiske, filosofiske eller religiøse tanker, når de befinder sig i de rammer?

Nå, jeg må vel i gang med at arbejde. Kan mærke at knuden i min mave langsomt løsner sig. Måske skulle jeg forsøge mig med lidt morgenmad.
Tak Gud, fordi jeg gik ram forbi.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ram forbi er publiceret 15/09-2006 08:57 af Ronja.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.