Jeg er normal en af de mennesker der nyder at være alene, ikke at forstå at jeg ikke kan holde andre ud.Tværtimod
jeg elsker at være sammen med andre, menjeg er heller ikke bange for at være alene.
I de sidste 2-3 dage ville jeg gerne have nogen omkring mig. Jeg er ikke en af den type der beklager mig over en smule dårligdom,det har jeg haft for megen sygdom inde på livet af, men som skrevet har jeg haft brug en kontakt ud i disse dage. Jeg havde for 4-5 år siden nogle blodpropper i ben og lunger, i forbindelse med dem fandt man ud af at jeg også havde haft 3-4 blodpropper i hjertet og at min hjerte slog mange ekstra slag ( jeg kan normalt ikke høre mit hjerte slå, men da jeg er her må det jo gøre det aaa)
Da jeg dengang fik det at vide, kunne jeg på daværende tidspunkt ikke huske at jeg havde haft ondt ved hjertet. Så Overlægen og jeg blev enig om at jeg kom i livsarig behandling med blodfortyndning, og jeg så kom hvis det var nødvendig.
Nu begynder jeg at komme ind på det jeg gerne vil sige og det er at jeg er squ BANGE. De sidste par dage har jeg haft smerte i brystet( ikke meget, mest trykkende)lidt åndedræts besvær, lidt smerte ud i venstre hånd, i det hele taget er det diffuse smerter. Men hvad er reelle smerter og hvad er min angst?
For jeg ved jeg er skide bange, det har jeg aldrig rigtig været før (faktisk kun da jeg fik mit første epeleptiske anfald, og da var jeg endda omgivet af læger)
Alle de andre sygdomsepisoder i mit liv har jeg squ aldrig tænkt på at det her kan gå galt.
Nu vil mange nok mene at jeg burde ringe til en læge, men jeg orker ikke læger og sygehuse ( Det har faktisk været mit andet hjem ).
Nej! nu er min elskede hjemme hos mig, så det tager noget af angsten. For det er nok angst det meste af.
Hvem er det jeg er ved at overbevise?
På mandag skal jeg til kontrol hos neurologerne, og det passer med at det er 14 dage siden at jeg har fået taget blodprøve, for at se hvordan mit blod ligger ( Det er en helved verden at komme ind i er blodet for tykt så er der risiko for blodprop, er det for tyndt, så er risikoen for hjerneblødningen der)
Jeg er selvfølgelig en af disse her atypiske mennesker, der aldrig er som lægerne vil have jeg skal være, så derfor hader jeg alt med læger og sygehuse, selv om jeg selvfølge er lykkelig for de findes, faktisk et lidt Had/kærligheds forhold.
Nu er jeg træt, og det er jo kun angsten Ikke??????????