Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
7 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
7 år siden
Græsken
Halina Abram...
6 år siden
Juleferie :)
Michala Esch...
14 år siden
Eksamen
RachelBlack
11 år siden
Træt i dag
David Hansen...
3 måneder siden
Skøre drømme og sovende f...
David Hansen...
1 måned, 22 dage siden
Galleri partner
Poul Brasch ...
6 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
10 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
9 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
11 år siden
Fremtid og nutid
Lisa Brøndbe...
3 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
7 år siden
Masser af fest til mig :/
Michala Esch...
11 år siden
Tændt...... mega tændt.
Danze
6 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
4 år siden
Men det udelod jeg
Carina Malen...
5 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
6 år siden
Hundetræning
Chellepigen
10 år siden
råb
Halina Abram...
6 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
9 år siden
Tak Til Personen, Der Stj...
Kianna Kitte...
2 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
9 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
7 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
11 år siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
10 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
11 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
10 år siden
At skrive mig ud af tinge...
Bastian
11 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
9 år siden
Og patterne er blevet læn...
Neola
3 år siden
Der må være en måde...jeg har brug for at skrive det her. Jeg har brug for at rykke.

Det er ydmygende og aldeles hjælpeløst at læse et digt og finde sig i, at alle ordene summende giver en et sort, sort bind for øjnene.

Den prisgivelse, man står overfor, er af en forførende art, som mangen en prisgivelse kan være det, for hvis nu man er kvik nok til uden videre at gennemskue digtets og forfatterens intentioner, så er man sej og har overvundet ydmygelsen.

Men overvinder man ydmygelsen ? Eller kender man digtets virkemidler i forvejen ? - og hvis man gør, er det så ikke kun fordi, man allerede har været gennem den ægte ydmygelse, og alligevel ikke på nogen måde undslap den ?

At falde for ydmygelsen og vise, at man allerede kan, er vel ikke den mest autentiske måde at tage imod den på. Jeg vil læse mit digt og ikke forstå, og så vil jeg læse alt muligt andet, og pludselig er der et ord eller en sætning, som fører mig tilbage til digtet og lindrer min ydmygelse med en dråbe mere forståelse.

Hvis mit billede på ydmygelse her skurrer i ørerne, så er det med vilje, for det fortærskede billede af afvist kærlighed som ydmygelse er netop død og begravet i min baghave. Den ydmygende date, det ydmygende forhold eller det ydmygende brud - nej, begravet. Og de billeder blev meget gamle.

Hvis det er ydmygende ikke at kunne fange idéen med det udvalgte billede, og hvis man vælger at prøve at fange det med tiden med sin egen forståelse, så bliver ydmygelsen autentisk, for så har man valgt at opleve, rumme og lære.

At ydmyge sig, at hengive sig til en oplevelse, at smadre sig igennem frustrationens mur og endelig tage imod oplevelsen.

Det er ydmygende at vente på en bevilling til et fleksjob, som jeg måske ikke får.

Det føles som om, jeg har mistet den sidste rest af talegenkendelse på højre øre, men kommunikationen har aldrig været bedre. Pennen brænder over papiret, og det er en sjov fornemmelse, at kunne gå tilbage i en samtale og vide præcis, hvad der blev sagt (kommunikeret) for en halv time siden. Folk er med på den anderledes kommunikation, og i den forstand er min ydmygelse autentisk - den er oplevet og erkendt, og jeg voksede, når jeg spurgte folk, om de ikke nok ville skrive. Deres historier kom pludselig igennem lydmuren og afledte min opmærksomhed som en piftende gadedreng.

Men fleksjobbet ? Får jeg det ? Hvis jeg ikke gør er det nemlig sådan, at jeg skal lære af den ultimative ydmygelse. Der findes ingen sociale aktiviteter af dygtiggørende art - som f.eks. skrivekurser eller aftenskole for mit vedkommmende, da der ikke bevilges skrivetolke til sådanne formål. Det er posen med penge ikke stor nok til, så der bevilges kun skrivetolke til strengt nødvendige formål. Så et sidespor uden aktivitet synes meget realistisk i den kommende tid.

Jeg vil kommunikere med folk, og jeg ved, at jeg får en gagget idé, for autentisk ydmygelse (det må for fanden da kunne kaldes ydmygelse at kendes ugyldig på denne måde, selv om man har en masse ressourcer) er en korsvej, der beder en om at give konventionerne og andre sædvaner fingeren, inden man selv vælger måden at opleve tingene på, og jeg har på fornemmelsen, at det ikke kommer til at gå stille for sig.

Det er efterår nu, og jeg har datet en masse siden sommeren, pådraget mig en masse ydmygelse, men jeg har aldrig fundet skylden nogen steder. Mit eget ansvar har altid grinet mig lige op i ansigtet, og jeg valgte at gøre ydmygelsen autentisk.

Det er faktisk ret dejligt ikke at beskylde andre mennesker, så kan jeg bedre se dem, og så kan de bedre distrahere mig, underholde mig. Hvis en døvblevens kommunikation med andre mennesker er som en fugl, der går på vingerne, så er den også som en fugl, der går i luften på vingerne, og det lyder jo straks mere brugbart - og hvem siger, man skal blive på jorden ??

Der skal læses, der skal elskes, der skal skrives og der skal leves, mens bladene falder af træerne og temperaturen daler. Jeg vil lege med ord igen, men lige nu er det tid for et stykke meget sofistikeret arbejde. Mærk det og kom til nadver hos en selvbestaltet og overdramatisk prædikant, der dog blot griber disse dagbøgers gentagne ceremonielle nadvers tråd - og fokuserer på kannibalismens ydmygelse.

Onlineulvene må være sultne nu, og hengivelse med fare for ydmygelse er et af livets grundvilkår - altså det allerværste, der kan ske, er faktisk, hvis I ikke engang gider æde mig, ikk ?! Naaaaadver !!!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ydmygelse er publiceret 12/09-2008 20:18 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.