Jeg skubber den tunge glasdør op ind til det lille orange venteværelse, hvor jeg mødes af en tung varm luft, som i et hjem med virkelig dårlig udluftning. Det vækker dårlige minder fra alle de andre gange jeg har været her. Tager et forsigtigt skridt ind midt i rummet og kigger rundt. Der i hjørnet sidder en grædende mor med sine tvillinger på armen. De kan ikke være ret gamle, dømmende efter størrelsen. Ved siden af hende sidder en gammel mand, som snakker med sig selv om hvorfor han egentlig sidder her. Lige overfor dem sidder en ung kvinde med et glad lille smil om læberne og holder sig på maven. Der er tydeligvis noget at glæde sig til der. Et lille barn sidder på gulvet og leger med blodet løbende ned af kinden. Moren sidder i nærheden og stirrer vredt på barnet. Åh sikke dog en redelighed. Selv står jeg stadig midt i rummet og kan ikke bevæge mig ud af stedet Angsten for det resultat jeg skal ind og have, blokerer en hver fremdrift.

Min krop ryster så meget, at jeg taber min pung på gulvet, men jeg kan ikke samle den op. Frygten har taget et lammende tag i min krop. Mine normale funktioner fungerer bare ikke mere. Jeg ved ikke hvad der sker med mig. Hvorfor er jeg så bange? Der er sikkert slet ikke noget galt. ”Det er jo helt almindeligt” prøver jeg at bilde mig selv ind. Forsøger at tage et skridt hen mod modtagelsen, men fødderne rykker sig ikke. Jeg har mest lyst til, at vende om og løbe skrigende ud af døren med tårerne fossende ned af mine kinder, som stormende vandfald. Tanken om flugt er fristende, men fødderne er som limet fast til gulvet. Slår flugt tankerne væk, jeg må bare vide besked og det skal være nu… ellers er det måske for sent.

Kigger rundt på venteværelsets få faciliteter. Der er nogle få stole kastet rundt om to sølle ustabile borde. Aviser, Anders And og utallige ugeblade ligger og flyder på de tomme stole, på bordene og i den meget lille skæve reol. Støvet ligger og griner i krogene og vinduerne er mere beskidte end godt er. Legetøjet flyder på gulvet, så man skal sætte sine fødder varsomt for ikke, at falde over det.