Det smerter i hendes øjne og tungen er tør. hun prøver at dreje sit ansigt uden held. Et ukendt sprog høres, alligevel forstår hun noget. Hendes navn nævnes og hun kæmper for at slå øjnene op. Lyset føles overvældende og bevidstheden vågner.

Det første hun ser et et yndigt kvindeansigt med mandelformede øjne og bløde fyldige læber. Ved siden af hende står en mand, han læner sig indover hende og studerer hende nysgerrigt. Det føles ydmygende og hun lukker øjnene for at undgå hans blik.

En lille pigestemme skriger. "Eg ve ock se nåt". "Jar,jar mi lill tys" siger kvinden. Hun åbner øjnene igen og ser ind i et par mandelformede øjne bare mindre end før. Barnet glor på hende. Kvinden taler et andet sprog, hendes eget. "Hvordan har du det, du har sovet meget længe" Der lyder en fnisen.

Nu husker hun. Hun var blevet frosset ned fordi hun havde sclerose. Et velrenommeret firma havde reklameret med den perfekte nedfrysning af mennesker med dødelige sygdomme og hun havde slået til. Hendes datter var blevet helt hysterisk og havde prøvet at få hende til at ændre hendes beslutning. Hun huskede deres tårevædende farvel i forrummet ved indfrysningscentralen.

Hun koncentrerer sig op åbner øjnene helt. Pludselig begynder spørgsmålenene at hagle ned over hende. "Hvordan var det i gamle dage", "Hvad spiste i", "Var det rigtigt at der eksisterede uorden". Hun ville holde for sine ører, men kunne ikke røre sine arme. Hun begyndte at skrige. Pludselig dukkede en anden kvinde frem bag forhænget. "Nu ma e ette fårstørr det mer, tengsten ka brye semmen"

Den lille familie forlader memoryhospitalet. Pigen danser, nu har hun også fået noget der kan fortælle historier om gamle dage ligesom Jenni junior. Manden tager sin perfekte kone om livet, nu mangler de bare en dreng der ligner ham, uden fejl. Pludselig stopper det fuldendte par, og stirrer på deres barn. Når barnet hopper spjætter det højre ben lidt. Hvor uæstetisk. Kvinden skynder sig at tage barnet på armen så ingen opdager det. Hun må simpelhen elimineres, magen til frækhed at give dem sådan et barn. Og hvad skulle de nu stille op med hovedet fra fortiden, deres tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip- oldemor, det havde de købt for barnets skyld. De håbede at det ville holde nogle år endnu så deres næste barn ville få glæde af det.

Kvinden fra fortiden lå i dybe tanker, hvad kunne hun andet.