Viseren rykkede sig stille i små cirkler. Han sad bare og kiggede på uret. Som hver eneste morgen havde han været meget tidligt oppe, det var der ikke noget nyt i – man havde jo sine principper. Denne dag var dog ikke som de andre, den var noget ganske specielt, det var det de alle talte om, det de lærte om, det de hørte om – det de alle stræbte efter.
Han åbnede tasken en sidste gang for at se om alt var som det skulle være, han tjekkede dobbelttjekkede med tegningen og lukkede så tasken. Selv om morgenen var der ret varmt, han kørte hånden gennem hans tykke halvlange hår.
Han gik igennem forhaven og ud på gaden og kiggede sig godt omkring, da han gik ud af døren. Tankerne kørte rundt i hans hoved, var det virkelig det hele værd?
Det gav et gib i ham, da han fik øjenkontakt med en mand der stod på hjørnet af gaden, i et mørkt jakkesæt. Han skyndte sig at kigge den anden vej og gik videre. Hak gik hurtigere og hurtigere, kiggede sig nervøst over begge skuldre, han syntes at der var flere jakkesæt-klædte mænd der fulgte efter ham, han tørrede sveden af panden og knugede tasken ind til kroppen.
Hans hjerte hoppede en ekstra gang, da hans mobil gav en højt bip fra sig, i det han fik en besked;
”Skynd dig, de andre er klar!” lød det utålmodigt.
Han nåede nu King’s Cross, der var masser af mennesker, han kunne mærke hans hjerte banke, hans tindinger pulserede med. Han var sikker på, at der var en der fulgte efter ham, så han skyndte sig ind i den nærmeste butik. Efter at manden der havde gået bag ham adskillige hundrede meter var gået, skyndte han sig videre. Han løb det sidste stykke hen til busstoppestedet og steg hen ind i bussen, som allerede holdt der. Han satte sig op på øverste dæk, placerede tasken under sædet og svarede på beskeden. Han kiggede ud på gaden, folk så anderledes ud nu. De gik hurtigere og så nervøse og skræmte ud. Ikke længe efter fik han på ny en besked.
”Så sker det - Alláhu-Akbar!”
Han sank klumpen i halsen, gentog ordene og tog et fast greb om detonatoren.