Der er stuvende fyldt i venteværelset og alle stolene er optagede. Damen ved skranken beder om hans sygesikringskort. Han har det allerede parat. ”De skal bare køre det igennem læseren”, siger sekretæren og peger på en kortlæser på skranken. Hun tiltalte ham med ”De”, det var ikke sket i lange tider, alle siger ”du” nu til dags. Det får ham til at føle sig gammel og på samme tid værdig. Alle de andre, der venter, er også gamle som han selv. Mon hun også har sagt ”De” til dem? Han stiller sig ved reolen med blade og aviser, men kan kun læse de store overskrifter. Fordømt! Læsebrillerne ligger hjemme på køkkenbordet.
Der går en evighed inden den næste bliver kaldt ind. ”Mortensen?” Mortensen, en kroget olding i en mangefarvet sweater, rejser sig med stort besvær fra en stol ved vinduet og tøffer ind i konsultationsværelset, hvor døren bliver lukket bag ham. Han skynder sig at tage ”Mortensens” plads. Nu hvor han sidder, kan han betragte de øvrige ventende. Alle er mindst lige så gamle som han selv. Det er påfaldende, at der ikke er større aldersspredning når de er så mange. Med hans hjernes flair for statistik begynder han helt automatisk at regne på sandsynligheden.
De er sytten i venteværelset, ham selv inklusive. Tolv mænd, fem kvinder. Han kan aflæse smerterne og trætheden i deres ansigtsrynker, som så han sig selv i spejlet. Der er dog alligevel en forskel. Han har en sær fornemmelse af, at flere af dem har ventet her i evigheder. De kigger tavse og nysgerrige tilbage, når han betragter dem. Flere lyser op, som er han et friskt pust fra en verden udenfor, som de har glemt eksistensen af.
Det er længe siden ”Mortensen” blev vist ind. Hvis det er tempoet, kommer han selv til at vente i evigheder. Han havde helst været hos egen læge. Men doktor Hviid havde selv henvist ham her til, så han formodede at denne læge var dygtig til sin profession. Tiden i venteværelset går umådelig langsom. Ingen af de tilstedeværende taler med hinanden og de høje tik-tak lyde fra et antikt bornholmerur hakker langmodigt tiden i skiver. Døren til konsultationen går op og en yngre, atletisk mand i en mangefarvet sweater står bredskuldret og rank i døråbningen og trykker hånd med personen inde bag døren. ”Tak doktor” siger han og går med frejdige skridt forbi skranken og ud ad døren.