"Hvis en blind leder en blind, falder de begge i en grav. Den som har ører at høre med, han hører."
Thomas kiggede op fra sine notater og tænkte tilbage på religionstimen på VUC, hvor læreren havde sagt:
"Thomas, du kan fremlægge Thomasevangeliet og redegøre for pinseunderet. Du må jo have nogle forudsætninger for det."
Forudsætninger? Var det en skjult hentydning til fysiske handicaps? Hans handicaps? Det var mest det med pinseunderet, der irriterede. Vidste læreren noget om hans personlige pinseunder? Var det lækket til Facebook? Eller var det bare en joke, fordi han tilfældigvis hed Thomas?
Fortidens velkendte fornemmelse af slanger og myrekryb i tarmene genopstod. Thomas sparkede til sofaen og hvislede ordene ud mellem læberne:
"Nej, nu må det stoppe. Det nytter ikke at leve i fortiden. Og jeg har det jo fremragende med Irene. Ingen problemer her."
Måske var det bare irritationen over, at se religionen fokusere på fysiske handicaps som en hindring for at opnå Guds rige. Men Jesus brugte selvfølgelig ofte lignelser, så måske var det ikke så slemt."
Thomas smilede og kiggede op på væggen. Der hang hans eget pinseunder stadig. Indrammet af forgyldte bogstaver der dannede ordet Thomasevangeliet.
Nu hvor Irene måske flyttede ind, skulle det væk. Fortiden var hans egen og kun hans. Han bladede videre i noterne og kom til at grine, da han læste følgende passage:
"Enhver kvinde, der gør sig selv mandlig, skal gå ind i himlenes rige."
Ja, så var han da i al fald sikret plads i himlen. Efter pinseunderet var han ikke længere fysisk handicappet i et parforhold. Alligevel var han irriteret på det kvindeundertrykkende i citatet. Måske fordi han selv ...
Thomas afbrød tankerækken, rejste sig op og tog det indrammede pinseunder ned fra væggen. Irene behøvede ikke at se brevet med beskeden om, at han var godkendt til den specielle operation, som blev udført i Thailand for fem år siden. Evangeliet var fortid.