Siden Jannik mandag morgen var gået op på det lokale bibliotek for at låne en bog, der kunne optage noget af den tid, han havde tilovers i sommerferien, havde han dag og nat bare hvilet i sofaen med blikket stålrettet mod siderne i bogen. Som lille havde bøger aldrig sagt ham noget, det havde det heller ikke gjort for nyligt, men denne bog, ja, lige præcis denne bog var en undtagelse. Hvorledes han skulle begrunde sin pludselig gruende interesse for bøger, vidste han ikke, men den sagde ham bare noget, som de andre ikke sagde. Dens vendinger, dens velformulerede og finurlige passager var... anderledes. Han troede aldrig, at en bog kunne være så interessant, at den fangede ham så meget som denne her bog og holdte ham i et fast jerngreb. Hans hænder kunne ikke løsne grebet om det glatte overslag, hver gang hans hjerne sende beskeder om at give slip, var det, som om kontakten stoppede ved skulderen, så beskeden ikke nåede ned til armen.
Telefonen ringede adskillige gange, men han tog ikke notits af det; var fuldt koncentreret omkring en spændende scene i bogen. Nogen ringede på døren, men han åbnede ikke. Når han var færdig med dette fantastiske værk, kunne han åbne døren eller tage telefonen, så mange gange han ville, men ikke nu; nu hvor bogen var spændende.
Han bladrede hen på siden, hvorpå det sidste kapitel begyndte. Først nu blev han fokuseret på noget andet end den bog. Det var ved at blive lyst; gardinerne fangede en del af de henkastede solstråler, der fandt vej igennem og oplyste sofaen, han lå i. Han havde en fornemmelse af at blive iagttaget af nogen. Men vrøvl... hvorfor skulle nogen iagttage ham en tidlig morgen? Han smilede, hvorefter hans blik faldt på bogen, der endnu var åben ved hjælp af hans hænder. Bare det sidste kapitels benævnelse fik ham til at læse første sætning, derefter den anden sætning, den tredje sætning. Han holdt op med at tænke og lod tankerne hvile i bogens univers.
Janniks puls var nået det maksimale af, hvad den kunne. Sveden perlede ned af hans pande og forstyrrede øjnene, der ikke ville blinke, fordi det dermed for et millisekund ikke ville være fokuseret på en størrelse 12 skrift med kursiv og fed, der stod skrevet på et tyndt, gråligt papir.
Så, pludselig, efter, at Jannik havde læst den sidste sætning i bogen, blev et snipper-skud affyret, susede igennem luften med en umådelig fart og placerede sig solidt i Janniks pande. Røde perler strømmede ned af højre kind, mens han endnu holdt beskyttende fat om bogen, som om han vogtede den med hans liv. Det liv, der nu var taget fra ham.