Mikael Bro Jensen havde været en højt dekoreret officer. Han havde været indsatsleder i Kalundborgs politikreds i to år før uheldet indtraf. Det havde været et godt job, og dengang havde han stadig Jytte.

Han havde kæmpet længe for det gode liv. Han var startet ud i militæret hvor han endte med at være blevet major og have deltaget i diverse små vigtige situationer rundt om i verdenen. Det havde været en hård tid uden megen glæde, men det havde været det hele værd da han kom hjem og en tilfældig aften i byen stødte på Jytte. Jytte var ung, hun var smuk, og hun var hamrende betaget af ham - det havde været perfekt. Han tog jobbet som indsatsleder, og hans liv var fuldendt. Han ventede bare på et barn eller tre og så pensionens lange fodbade da alting pludselig gik helt galt.

To af hans folk havde været ude og patroljerer gaderne i Kalundborg. Han havde ikke fuldt med i hvad de havde lavet, og han havde ikke gidet at læse rapporten over det efter aftenen var gået på hæld.
Desværre havde det været en frygtelig fejl ikke at læse lige netop den rapport. De to som havde været ude og patroljerer var endt op med at chikanerer en gruppe invandrere og stjæle en kvindes slør. De havde dog rapporteret deres opførsel, og skrev det som selvforsvar og uundgåeligt. Dog havde den rapport på den mest uheldige vis fundet vej til en journalists hænder, og så brød helvede løs. Mikael endte med at blive fyret, og nu stod han hvor han stod - på Københavns banegård, uden kæreste, stort set uden penge og med det værste job i hele sektoren. Han skulle være banegårdsvagt.

Hans eneste håb var og blev en taske. Hver eneste dag fik han stået op i sin ynkelige etværelses lejlighed og barberet sig bare på grund af det håb. Bare en taske.
Han skuede ud over pladsen for at få øje på en der ikke havde øje på sin bagage, men det var bestemt ikke så nemt. I snart tre måneder havde der ikke været en eneste. Men så lige pludselig, der midt på pladsen mellem spor 3 og spor 4 stod der en rød taske af dem man kunne køre rundt med hjul på. Ingen var i nærheden, eller i hvert fald kun nogle få.

Panikken på stationen havde spredt sig allerede sekundet før han havde sat sig i bevægelse, og de store højtalere bedte alle om at forholde sig i ro.
Med sveden piblende ned af panden og spændingen liggende som en sten i maven åbnede han tasken.