Hun åbnede sin hånd, og kærtegnede forsigtigt den genstand, som hun holdte.
"Garuti mahadum sakith somune akutta" hviskede hun gentagne gange for sig selv, mens hun lukkede hånden om genstanden, igen. Så så hun sig febrilsk omkring, og løb ned af skovstien til venstre.
Mens hun løb, så hun sig flere gange tilbage. Hun kiggede efter de mænd, som der havde fulgt efter hende de sidste 3 timer. Men der var ingen.
Hun stoppede op ved det næste store træ, løb om og gemte sig bag det, og første sin højre hånd op til munden. Hun så endnu en gang på genstanden, og kyssede den, mens hun mumlede: "Garuti mahadum sakith somune akutta".
Da hun havde stået ved træet i over 1 time og der ikke var nogen tegn på, at mændene stadig forfulgte hende, stak hun i løb ned til den lokale landsby.
Hun var kommet i landsbyen, siden hun kunne kravle, da hendes mormor engang havde boet der. Nu var hendes mormor død, og hendes mor var ikke glad for, at hun opholdte sig der. Men hvad hendes mor ikke vidste, havde hun ikke ondt af.
Da hun var kommet ned i landsbyen, skyndte hun sig ned af den øde hovedgade. Ned til huset. Det hus, hvor hun altid opholdte sig.
Hun gik om på den anden side af huset. Fandt havedøren, og bankede let på ruden. Efter en tid kom Manden ud, og hans ansigt lyste op i et smil, da han så det var hende.
”Fwadhetta louip sado tricku’gradé” sagde han glad, mens han omfavnede hende. Hun smilede da hun mærkede hans arme omkring sig, og hun gengældte omfavnelsen.
Hun fulgte efter ham ind i det mørke hus, mens hun knugede genstanden i sin hånd. Hendes tanker kræsede hele tiden om den.
Lige siden hun havde opdaget, hvad genstanden kunne gøre, har hun undret sig over, hvad den var for en. Hendes mormor gav hende den, inden hun døede. Men hun havde aldrig fået af vide, hvad den var.
Hun vidste, at denne mand kendte svaret. Han havde jo kunne svare hende på, hvad alle hendes mormors andre mystiske sager var for noget.
”Qwonatum jipsadis xeniori kampfida zup tatrá. Verlu?” Hun kiggede spørgende på manden, og viste ham genstanden i sin hånd. For første gang, siden sin mormors død, havde andre end hende set genstanden.
Mandens ansigtsudtryk gav hende svaret. Den ting hun havde i hånden, var ikke bare en genstand. Det var den berygtede Ting.
Den Ting, som gav indehaveren, liv og død i sin hånd. Og havde man først Tingen, kunne man aldrig komme af med den.