Dirk sank. Hans arme rystede. Han vidste han var en god skytte, men i dette øjeblik indså han at han måske havde taget munden for fuld.Hvilket sjælent skete. Musklerne i armene værkede. Men han kunne ikke slippe strengen. Drengenes øjne hvilke alle så forventningsfulde på ham, fik ham til at svede. Ved andre vædemål havde alt lige fra at spise en levende frø til at løbe igennem byen kun iført sin mors undertøj aldrig rørt ham før. Men dette vædemål var anderledes, det så han nu. Som han stod der med spændt bue og betragtede Adrian, hans torfast lille bror var der noget i ham som rystede.Han var bange. Dirke kendte sin bror ind og ud. De hvade jo kun hinanden. Adrian var rædselslagen, det stod klart for alle. Dirk følte skyld, uanset set hvad dirk udsat ham for stole han altid blidt på sin store bror og fulgte ham i tykt og tyndt. Adrian havde aldrig sladret til deres mor, han var en god bror. Den bedste af de to i hvertfald. Adrians krop var spænt, og hans ansigt med de lukkede øjne lyste langt væk af angst.Dirk var bange for at tabe, denne gang var prisen og risikoen for høj. Hvad skulle han gøre? Dirk havde aldrig i sit liv bakket ud af et væddemål før. Dirks knoer blev hvide idet han spændte grebet om buen. Han var bange for at buen skulle smutte. Dette var forkert. Det ville sikkert ende galt, ja helt sikkert. Dirk tog nu for første gang i sit 16 årig liv en voksen beslutning, han ville hellere tabe end at bringe sin bror i fare. Nu var alt bare at tage latteren, hånen og deres moders skæld ud. " Hvad helvede tror i, i laver! " Den voksnes råb kom direkte bag Dirk, choket gav et gib i ham. Strengen smuttede mellem Dirks svedige fingere. Den mindste af drengene skreg.