Det skete i omvendt rækkefølge. Først kunne hun genkende lugten. Hun prøvede igen at åbne sine øjne. Øjenlågene føltes som vægtklodser. Hun ville dreje sit hoved. Men opdagede at hun var spændt fast. Hun fik åbnet øjnene til to små sprækker. Det var Sørens øjne hun først så. Han havde sår i hele ansigtet. Så kom hendes indre film. Den blev afløst af en skrigende smerte i hendes hofte, nakke og ben. Hun prøvede at skrige.Det gjorde så ondt. Hun så ind i hans øjne. Han så ind i hendes. Hans øjne var kun et par små sprækker.Der løb vand ud af dem. Smerten i kroppen forlod hende. Hun ville helst have beholdt den. Hun ønskede sig tilbage til hvor hun kom fra, men kunne ikke. Hun mærkede det smertelige savn af Mia og Mikkel. Hun kunne ikke forstå det. Hun følte ikke smerten i kroppen. Tankernes smerte var nok. Hun mærkede tårene komme ud af øjnene. En sygeplejerske stod over hende. En skygge. Hun faldt i søvn. Hun drømte.
Igen så hun Mikkel og Mia. Ikke i det samme lys som før. Kun svagt. Mia sagde: ”Kun i livet kan du forstå døden.. vi har det godt mor”. Hun følte at hun kun havde sovet et kort øjeblik. Lægen sagde at mange dage var gået. Hun havde fået en kørestol. Søren skubbede bagpå. Karoline sagde: ”Søren.. de har det godt.. og jeg skal nok fortælle dig det hele senere”. Søren sagde ikke noget. Han var et helt andet sted. Et tomt hylster, der skubbede en dame i en kørestol. Kirken var smuk. Bænkenes ender mod altergangen var fyldt med blomster. Mennesker drejede hovedet og så anerkendende på dem. Deltagende i deres sorg. Altergangen var fyldt op med en hale af blomster. for enden af blomsterrækken, ved alteret, stod to små, hvide kister. Der var en lyserød buket på den ene og en lyseblå på den anden. Søren kørte Karoline helt op til den forreste række. Karoline viste med hånden at hun gerne ville blive holdende her. Hun holdt i den ene side af altergangen. Søren satte sig yderst. tættest på Mia og Mikkel. Tættest på Karoline. De små, hvide kister var smukke. Præstens tale handlede om livet og døden som mennesker opfatter den. Han fortolkede ” 11. søndag efter trinitatis”. Livet og lykken, døden og ulykken. Hans stemme forsvandt og blev erstattet af det sidste Karoline havde hørt. ”Kun i livet kan du forstå døden”. Karoline lod tårene trille ned ad kinden. Hun så billeder af alle deres ferier, fødselsdage og glæden i at leve. Døden ville hun aldrig forstå. Men hun ville prøve. Det sidste hun huskede var salmen: ”Altid frejdig når du går”.