Det var lyst. Hun følte sig let som en tidlig sommermorgen. Hun nåede ikke at åbne sine øjne helt, før alle børnene stod og hev i hende. De dansede omkring hende på deres bare fødder og sang: ”sov sødt lille jumbo”. De trak hende ind på en eng. Heste og køer gik og græssede. Hun følte trang til at danse med. Hun vendte sig hurtigt om. Nogen trak hende i hendes hvide kjole. I samme øjeblik var alle børnene væk. Hun kunne ikke forstå hvordan, men hun var glad og lo. Hun smilede og løb med sit løse hår og sin hvide kjole i den varme sommervind. Engen blev til en mark. Marken blev til flere marker. Vinden bølgede blidt over de røde, hvide og gulbrune farver. Som et nyt, duftende maleri, hvor penslen lige havde forladt sit lærred. Hun spredte sine fingre så hun kunne mærke toppen af negene kærtegnede dem. Pludselig stod hun på toppen af den mark der lå højest. Den var gul af sennepsblomster. Hun lagde sig ned på ryggen. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik. Indersiden af hendes øjenlåg var lige så lyse som hvis hun havde åbne øjne. Hun prøvede at blinke.
Hun vidste ikke hvor længe hun havde ligget og blinket. Pludselig stod de der. Med fremstrakte hænder hjalp tante Gudrun og onkel Hans hende op fra jorden. De smilede. Hun holdt deres hænder fast og klemte til, som for at sige: ”Hvor er det dejligt i kom”. De gik ned fra bakken og kom ud på en lille sandsti. Længere nede kunne hun se voksne og børn komme dem i møde. Børnene løb i forvejen og nåede hen til dem først. Pludselig så hun Mikkel og Mia. Hun smilede og sagde: ”Ihh, hvor har jeg savnet jer”. Mikkel kiggede smilende op og svarede: ”Altså mor, vi har ikke været væk så længe..” Mikkel og Mia overtog hendes hænder fra Gudrun og Hans. De trak hende længere ned ad bakken. Mia sagde glad: ”Se mor.. morfar og mormor er her også ”. Nede i bunden stod de. De holdt hinanden i hånden og vinkede begge op til hende. Hun trådte et skridt frem. En stemme sagde: ”Karoline, du er ikke inviteret..”. Mia og Mikkel slap deres tag i hendes hånd.
Hun vendte sig om. Hendes onkel fortsatte: ”Du er ikke parat.. gå hjem og lev dit liv! børnene har det godt”.
Mia og Mikkel gik med ryggen til. De holdt mormor og morfar i hånden. Pludselig forsvandt det hele ind i en tæt tåge. Tågen omsluttede hende. Hun faldt baglæns, hvirvlende ned i tomheden.
Langsomt kunne hun genkende lugten af plaster, kaffe og urin. Hun prøvede at åbne øjnene..