Regnen ramte mit ansigt som små befriende bobler der bristede ved kontakten med min hud.
Jeg løftede ansigtet og sugede den friske regnvåde luft ind med lukkede øjne. Den fyldte mig med energi, og nærede mit indre. Asfalten på stien skinnede let i regnen, og mine fødder satte et skridt foran det andet. Mine skuldre var sunkne, og jeg havde hænderne i lommen på den store mosgrønne parka jakke. Jeg skuttede mig let. Selvom luften var kold og klam, var vinden stadig lun. Jeg havde det allerede meget bedre. Intet kunne kurere mine mørke tanker som en gåtur i regnen. Bare gå. Uden noget mål. Træerne stod med deres halve bladpragt og svajede let i vinden. Deres rød-brunlige toner mindede om en tid der lige havde været. De våde blade lå spredt under træerne og enkelte havde forvildet sig ud på stien. Jeg standsede ved en vandpyt, og kiggede ned. Gennem ringene, dannet af regndråberne, så jeg mit slørede ansigt gemt i den store hætte til jakken. Jeg kiggede mig selv i øjnene.
Min mor var gået samme dag. Hun havde taget turen fra det nordligste Jylland og hele vejen til København for at besøge mig. Det var endt i bebrejdelser og hun havde pakket sine ting sammen et par timer efter, og var gået. Hun skulle havde været her en uge. Hun var her 3 timer. Min far ringede senere og sagde at hun sad i toget mod Jylland. En knude havde forplantet sig i maven og nægtede at lade sig opløse. Jeg havde ondt i maven over den lange togtur hun nu måtte tag. Jeg havde ondt i maven over alle de penge der var blevet spildt på billetter (men kun fordi jeg vidste at ligeså ville hun havde, og fordi pengene er små når man er folkepensionist). Men mest af alt havde jeg ondt i maven over at hun var min mor, og at jeg havde ondt i maven over at hun er min mor.
En dråbe fra hætten faldt ned i vandpytten. Jeg hævede hovedet og kiggede ud mod horisonten. Det var begyndt at klare op i det fjerne, og en lille flig af lys blå himmel kunne skimtes fjernt derude. De øjne jeg havde set i vandpytten flakkede for mit indre. Jeg fastholdt dem et øjeblik. Tomheden synes øredøvende. Min tankestrøm stoppede ved én sætning: "Vil du leve eller dø?"