Connie vidste ikke, hvilken mand hun skulle f'ølge med. Og så trådte hun to skridt baglæns. faldt over en en rod og tabte et par af blomsterne. Tre orange valmuekronblade blæste mod mændende og de to veje.
"Hvor er de fine," lød en stemme, ganske tæt ved hendes øre.
Den lasede mand var allerede henne ved hende. Med udstrakt hånd sad han på knæ foran hende og i hans brune øjne funklede små gnister som miniatureudgaver af de kronblade, der hang mellem hans slanke fingre.
Hun lod sig hjælpe op og så at den hvidhårede stod hvor han hele tiden havde stået.
"Jeg hedder Adrian," smilede den lasede mand og holdt stadig om hendes hånd. Kronbladende krøllede sig mellem deres tætte håndflader.
"Er far der hvor du synes vi skal hen?" spurgte Connie.
Det knasede i skovbunden. Med faste skridt trådte den anden mand frem, og spærrede dem vejen. Han virkede som en klippe. Han måtte være vokset.
"Det er han!" tordnede den pæne, ældre herre.
Små lyn for afsted mod Adrian, der knipsede dem retur. Den ældre greb dem, holdt dem i sin hule hånd og så sur ud.
"Din far er hvor Adrian holder til," gentog han så og tilføjede. "men det er ikke et sted for dig, lille pige. Kom du hellere med mig."
Connie fik hovedpine af deres kævl.
Måske skulle hun ikke være taget af sted?
Hun skulle måske ikke have lyttet til kravlenissen foran glasset i skabet...?
Nu larmede hendes hoved som en orkan. Det susede gennem hendes kranie. Som om en stemme blæste gennem hende samtidig med at hænder flåede og ruskede hende.
"CONNIE! Kom tilbage."
"Det er for sent," rungede den pæne mands stemme.
"Det bestemmer du ikke, gamle fæ," grinede Adrian. Hun så ind i øjne. De var uden bund. og nu drejede hele verdenen. Hendes mave vred sig.
Et skarp lys fik det til at svimle for hende. Blomsterbuketten hoppede og dansede.
Dér var mor. Som skabt af prikker i en grøddet tåge. Med øjne, der rasede af kærlighed.
"Kom," sagde Adrian, "Far må vente."
Connie følte sig tryg nu. De løb. Og så lettede de.
Hun fløj. Blev alene. Omgivet af kronblade og blomsterhoveder, der flimrende forvandlede sig til menneskesjæle - falske, små, bange, grå, brændende, ægte - på en gang.
Og så fløj hun mod moderens øjne, der var blanke og bange.
"Jeg er her!"
Connie troede hun råbte, men måske var det bare et pip.
Hun stirrede ud i hospitalsstuen. Det hele flimrede.
Men hun hørte sin mor le gennem tyk, afgrundsdyb og rædselsmættet gråd.
Der var andre stemmer - lægers, sygeplejerskers, brødrenes - og de blomstrede.