jeg kan ikke, jeg kan ikke, messsede en stemme i mit hovede.
tankerne fløj rundt i hovedet på mig - det var også bare Mikaels skyld, han skulle altid spille så smart.
Og nu sad vi så her, mig, Mikael, og Anders, i en flyver, alt for langt fra den trygge jord.
" kom nu Ida, det er jo kun en gang man fylder 18" han puffede mig i siden, og smilede, han vidste godt jeg ikke turde det her, men evigt og altid skulle han bevise at han var, enten, sejere, modigere , klogere end mig osv...

Anders, vores mor's kæreste, satte sig ved siden af mig - han var vel med som en slags opsyns mand.
Anders var typen som gik igennem livet med skyklapper på, han så aldrig hvordan Mikael behandlede mig, og det så ikke ud til at bekymre ham særligt, at vi om et øjeblik skulle hoppe ud af flyveren.

jeg kikkede på Mikael, som var igang med at få alt udstyret på, jeg skælvede.

Så var det min tur, men jeg lagde slet ikke mærke til hvad de sagde, og gav mig på, jeg var så bange.

"Er i klar?" råbte Anders, man kunne kun svagt høre hans stemme, fordi den store dør var blevet åbnet, og vinden skreg, som om den ville skræmme os væk.
Jeg nikkede, og Mikael tog fat i min arm og trak mig hen til døren, han smilede triomferende.
vi satte os ned, " hvad er der galt? tør du ikke? du kan stadig nå at trække dig ud" sagde han.
Men nej - jeg rystede på hovedet, hele familien og en masse af Mikaels venner stod dernede. "Jeg tør godt" hviskede jeg, og så sprang jeg.

vinden susede i mit hår og i min dragt, det var en fantastisk følelse - at være helt fri - tænkte jeg.
Jeg kikkede på Mikael og Anders der fløj ved siden af mig, men der var noget galt, Mikael var bleg som et lig, og han fløj ikke gennem luften, han faldt.