Neytiri og Jake Sully stod og betragtede de sørgelige rester af Hjemstavnstræet. Duftene af eksotiske blomster var blevet erstattet af brændt træ.
”Mange uskyldige liv blev tabt i denne meningsløse krig. Hvad nu hvis de kommer tilbage med deres maskiner og våben der spyer ild? De vil ikke tøve med at dræbe alle Na’vier for at indfri deres grådighed.” Neytiri hvæsede og Jake kunne se vildskaben i hendes store gule øjne. Han lagde beroligende, en hånd på hendes skulder.
”Norm, og de andre nørder.. Jeg mener videnskabsmænd, fortalte mig at de er i fuld gang med at finde på noget. De vil prøve at bruge træernes organiske netværk til at danne et skjold om Pandora. Ja, det var lidt for teknisk efter min smag, jeg hørte ikke rigtig efter.”
”Jake,” han hørte straks sørgmodigheden i hendes stemme,” vil jeg mon nogensinde opleve mit hjerte blive lettet? De ødelagde også Stemmernes træ, der har eksisteret siden de første sanges tid. Det var vores forbindelse til vores forfædre."
”Neytiri, jeg forstår din sorg, men nye træer vil vokse op i dets sted. Kredsløbet ender ikke her. Eywa vil bringe livet tilbage til denne sortsværtede død.”
Neytiri betragtede forbløffet Jake, og lyste så op i et smil.
”Jeg har alligevel lært dig et eller andet, min Skxawng,” sagde hun og kærtegnede Jakes højtstående ører.
”Der måtte jo trænge noget ind i min skal på et tidspunkt.” Jake dunkede sig selv i tindingen mens han gengældte hendes smil, ”Og ja, Neytiri, jeg vil altid være din tåbe.”
Jake hylede tilkaldende til himlens konge, Toruk. Den kom susende ned til dem lidt efter og blinkede med sine dobbelte sæt øjne. De satte sig begge op på den kæmpemæssige flyveøgle.

De fløj ned i vildnisset, der allerede lyste svagt op, i det tiltagende mørke. Jake sendte Toruk af sted, så den igen kunne herske over himlen. Derefter gik han rundt og tjattede til bregner og store hængeblade i deres nærhed, så de lyste kraftigere.
”Stadig som et lille barn,” smågrinte Neytiri.
Jake gik hen til hende.
”Selv Øglebetvingeren, Toruk Macto, kan få lyst til leg og sjov, men han vil altid passe på dig, Neytiri.”
Neytiri førte sin hånd op på brystet af Jake, mens hun tog hans hånd og placerede den ved sit hjerte.
”Jeg ser dig,” sagde de begge lavmælt, i munden på hinanden. Neytiri slog forlegent blikket ned.
De blå Na’vier tog begge fat i deres lange haler og førte dem tættere sammen, følelsestentaklerne blottede sig for enden af dem og flettede sig ind i hinanden. Neytiri og Jake fandt hinanden i sjælebåndet, også kaldet tsahaylu.