Talentet

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv historie som omhandler en hovedperson der besidder et bestemt talent. Bestem selv hvor og hvornår talentet kommer til udtryk, og om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Som forfatter skal du ikke afsløre hvad talentet går ud på, lad det være op til læseren selv at fortolke. Du skal så vidt muligt prøve at benytte dig at teknikken "show, don't tell" - "sig det ikke, vis det".

Andreas kunne lide at sidde længe og se solen gå ned i skovsøen. Hans kæreste, Stine, sagde at det var noget pjat at bruge så meget tid på, når man var en voksen mand på 23. Hun brød sig heller ikke om hvad han ellers lavede. Ikke mere. Hun blev et ekko af alle de andre, der snakkede om ordentligt arbejde og to faste indtægter.
Andreas sukkede dybt. Han havde prøvet at glæde dem. Især Stine. Men han kunne ikke og nu var hun altså skredet.
Her stod han så og stirrede på solnedgangen, mens han græd.
Fandens at være så følsom.

Arrigt sparkede han til en sten. Det gjorde ondt. Han stoppede, holdt om foden med begge hænder og dansede rundt på et ben.

"Gjorde det ondt?" lød en blid stemme.
Andreas for sammen. Hvem talte? Han havde ikke hørt fodtrin. End ikke lyden af en gren, der knækkede..
"Lidt," svarede han tøvende. Det lød som om stemmen var lige ved siden af ham. "Hvor er du. Hvem er du?" spurgte Andreas. Mon han alligevel havde brug for den der psykolog, Stine havde råbt op om?
Hans hånd lagde sig mod en sten. Den føltes glat og hård.
"Jeg er her. Du sparkede til mit fængsel. Jeg er en dæmonengel."
"Sludder. Du er bare en stemme i mit hoved."
"Nej! Jeg er fanget her. Vil du ikke nok få mig ud?"
Stemmen rystede som om staklen ikke turde håbe, at gråd og bønner ville nytte.
Dens smerte krøb ud af stenen, ind gennem hans håndflade og ud gennem fingrene. Han flyttede hånden og ledte febrilsk i græsset, lukkede hånden om en gren, men slap den igen. Som besat famlede han videre.
Han fandt en flintesten og hamrede den mod stenfængslet. Et forkrøblet håb foldede sig ud inde i stenen og strakte sig mod ham.
Han hamrede og huggede. Hans fingre begyndte at bløde og nogle små gnister føg frem.
Timer gik, men han kunne ikke få den lille fri.
“Du bløder. Gå bare hjem,” græd det fangne væsen i en blanding af dyb skuffelse og medfølelse.
Det fremmanede en stærk, berusende følelse.
Med et brøl, der rystede sivene, løftede Andreas stenen op og trykkede den varsomt ind mod sin krop.
Han bar han den hjem gennem skoven.
Segnefærdig faldt han om og sov en halv times tid, før han vågnede, og undte sig lidt mad.
Så greb han hammer og mejsel. Huggede, hakkede og arbejdede som en gal.

Han arbejdede i flere døgn, sov en smule og spiste lidt mad.
En dag var dæmonenglen fri. De smilte til hinanden og så faldt Andreas i en dyb søvn.
Den befriede stod som en statue. Fantastisk livagtig og detaljeret.

Skriv kommentar

Besvarelsen Fanget og fri er publiceret 06/03-2010 00:54 af Pia Hansen under skriveøvelsen Talentet.
Version 1 - 06/03-2010 00:54
Besvarelsen er på 448 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

9 år siden
#1 IdaEjnar
Hmmm... Så han er billedhugger. Skulptør.

I saw the angel in the marble and carved until I set him free... Michelangelo. Det får jeg associationer til...

Det er en rigtig fin tekst. Overordentlig elegant måde ikke at afsløre talentet med ord. Jeg er imponeret.

Ordet "dæmonengel" leder mine tanker til fantasy. Og det får mig til at tro at væsenet er ondt. Selvom det vist har været din hensigt at vælge et ord der balancerer mellem godt og ondt. Jeg ville have syntes bedre om hvis væsenet ikke havde været defineret... Men bare havde været en stemme. Kreativitetens stemme - hvis man er i det humør...
9 år siden
9 år siden
#2 peterpedal
Hejsa Pia

Jeg synes idéen er rigtig unik. Først læser jeg teksten som fantasy, men jeg synes ikke at du er genren tro, for det er jo egentlig ikke fantasy til sidst, men blot tanker han har haft.

At han skulle være billedhugger, bliver i hvert tilfælde ikke beskrevet med "Show it - don't tell it", så jeg tror ikke det er dét talent du afslører, men snarere hans kunstneriske egenskaber til at se hvad der kan komme ud af ting. Jeg sidder tilbage med en følelse, at denne unge fyr sikkert er så kreativ, at han også kan male og spille musik, og få andre fantastiske ting ud af ingenting.

Men jeg sidder nu også med en følelse af, at han han overskredet et kunstnerisk vanvid, og er psykotisk, når stenene taler med ham, og det tager meget af glæden fra talentet føler jeg, for hvem vil være sindssyg kunstner?

Hmm, når jeg kan have disse tanker, er det måske også fordi jeg ikke helt forstod hvad knægtens talent egentlig var?

En ren praktisk ting der piner mig er, at jeg ikke aner hvor stor den sten er. Hvis man sparker til en sten, er den jo nok større end en fodbold. Jeg forestillede mig noget på størrelse med en sæk kartofler. Men da han så pludselig slæber den gennem skoven, kan den umulig være større end en fodbold, da den sikkert ville veje 20-30 kg. Så der røg min illusion om den store sten. Til sidst i historien bliver stenen så til en statue, og der tænker jeg, at der ikke er mange statuer på Thorvaldsens' eller Glyptotektet, der er mindre end et menneske. Ofte dobbelt så stort som et menneske, og hvordan man kan hakke sådan en statue ud af en sten der er så lille at man kan slæbe den gennem skoven? Hvis du havde skrevet stenfigur, havde jeg nok købt den :)

Idéen er på mange måder rigtig god, ligesom et eventyr.

Mvh Peter
9 år siden
9 år siden
#3 Mathiilde
Kunne ikke rigtig gennemskue talentet. Kunne ellers godt lide teksten. Ved så godt nu at han er billedhugger ;)
9 år siden
9 år siden
#4 Lejsy Storm
Hej Pia

Sikke en flot historie.

Måske det var hans egen indre dæmonengel, som blev hugget fri og efterlod en metaforisk statue, som til forveksling lignede ham selv?
Talent som billedhugger? Talant for at slippe fantasien løs og komme videre?

FLOT fortælling.

Mvh.
Lejsy Storm
9 år siden
9 år siden
#5 Anna Holm (Anna Luminara)
Udemærket lille tekst. Idéen med at han vender noget selvdestruktivt til noget produktivt er rigtig fin, og det i sig selv er jo også et talent.
Du skal have lidt hug for sproget: Jeg syntes ikke at du folder dig specielt meget ud - for mig virker det temamæssigt som en surrealistisk tekst, men sproget er utroligt 'plain' og appelerer ikke specielt meget til rummet som teksten udspiller sig i og fantasien. Jeg ved desuden godt at det er nævnt før af andre, men jeg savner lidt 'show'.
Åh ja, og så har den med stenen og dens størrelse/rumfang/vægt også forvirret mig lidt.

Ellers meget fint - jeg tror du har et godt oplæg til en novelle her. En novelle som jeg gerne ville læse. :)
9 år siden
9 år siden
#6 Mikala Rosenkilde (Mikala)
Dejlig tekst!
Især smilede jeg, da jeg kom til "dæmonengel" - dejligt navn! Så ved vi det er en Pia-tekst!

Men fra at være en historie om ulykkelig kærlighed, forvandler du historien til en fortælling om vejen til succes.
Det smukke citat, som Idaejnar fremfører: "I saw the angel in the marble and carved until I set him free" er meget rammende.

Jeg var også lidt i tvivl om stenens størrelse, hvilket forvirrede mig lidt undervejs. Jeg tror til gengæld at HP fik sat sig selv fri - og måske opdagede at hans talent var at skabe liv og skønhed. Ellers som en forfatter, der tryller liv i sine personer og som vores HP her, skaber liv af sten. Dejlig tekst og oplagt som novelleforlæg.
9 år siden
9 år siden
#7 Lise Eva Kramer (Lille spejl)
Fin beskrivelse af hovedpersonens rigtige talent, et talent som giver ham glæde ved livet. Bare andre dog ville kunne forstå, hvor vigtigt det er at være glad for det man laver.
9 år siden