Det største kompliment

Talentet

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv historie som omhandler en hovedperson der besidder et bestemt talent. Bestem selv hvor og hvornår talentet kommer til udtryk, og om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Som forfatter skal du ikke afsløre hvad talentet går ud på, lad det være op til læseren selv at fortolke. Du skal så vidt muligt prøve at benytte dig at teknikken "show, don't tell" - "sig det ikke, vis det".

Alting ringlede omkring Timm Strauss, når han vandrede gennem det store øvelokale og ned bagved, hvor de lange bænke stod opstillet som tilskuerrækker, reflekteret i de enorme spejle på væggene. Hans ører var behængt med alverdens skrammel, noget der lignede smykker og noget der sikkert var hentet på værkstedet, måske bøjet en anelse ud af statur. Armbånd, lænker og kæder, ringe der dækkede det meste af fingrene - ja, det hele gav genlyd, og hvis pianisten tilfældigvis holdt pause, var der altid mindst én der kiggede op, lod sig forstyrre. Det var selvfølgelig aldrig Claude. Claude, der stod forrest og gjorde sig længere end livet, bredere og stærkere end alle de andre. Hvis han tabte fokus, var det sjældent ubevidst.

Timm satte sig altid til rette lidt ude i siden, for selvom det ødelagde symmetrien på scenegulvet, så gav det hans øjne frit spil over alle de drilske vinkler. Det forstærkede oplevelsen af de mange dimensioner, og fik stregerne på hans notesbøger til at dreje både indad og udad, skabte dybde og højde og drøjde. Når Claude lettede fra jorden, strakte benene ud og svævede, så var det ingen sag i verden at lade blyanterne følge springet fra afsæt til landing. Når de andre lod sig inspirere af ham til forandring eller forbedring, lod Timm ham glide hele vejen ind, dertil hvor bevægelsen af hans hænder og stilstanden inde i hovedet var det eneste, der blev tilbage.

Klavermusikken var en mekanisme i sig selv, lærerens instruktioner en underliggende rytme, og han blev ikke længere afledt af de høje tilråb og korrektioner. I stedet så han, hvordan Claude lod musikken spille i hvert eneste løft og stræk, lod sig løfte med ham så den evindelige tyngde bag brystkassen næsten (næsten) blev mindre for hver takt. Timm var ikke let til bens, dertil var han både for lang og for skæv, men illusionen føltes alligevel så stærk, at han troede på den. I hvert fald indtil han igen var på egen hånd.

Derfor fyldte han arkene ud til bristepunktet, så han kunne sidde bagerst i bussen på hjemturen og bladre dem igennem, tegning for tegning, position for position. Når han en sjælden gang havde held til at fange Claude i det moment, hvor hans krop talte klarest, lod han motivet forblive i mappen. Resten røg ud, røg ad helvede til. Hvis det ikke var værdigt, var det jo værdiløst. Det kendte han alt til, Timm Strauss. Både det første og det sidste.

Skriv kommentar

Besvarelsen Det største kompliment er publiceret 21/01-2017 22:12 af Polina Slosvau (polina s) under skriveøvelsen Talentet.
Version 1 - 21/01-2017 22:12
Besvarelsen er på 410 ord og lix-tallet er 41.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

2 år siden
#1 Syrene Hvid
Jeg elsker dette stykke tekst så højt. Jeg elsker Timm, ja, det er én ting, men dette stykke tekst er ren kunst, så godt er det skrevet. Du behandler egentligt to talenter i en historie, lader dem spejle hinanden helt ned til det konkrete udtryk der bliver tegnet. I gengivelse af det andet. Forholdet mellem Claude og Timm bliver så umådeligt sårbart og ærligt portrætteret her at jeg ikke kan lade være med at ønske, bare en smule, at tingene kunne have været anderledes for dem begge to. Sådan kan man jo drømme. Men realiteten er, at dette er Timm, når du beskriver ham allerklarest og dette er Timm som jeg elsker ham mest, virkeligt godt skrevet og dejligt at dykke ned i, du beskriver øjets arbejde så suverænt godt. Tak.
2 år siden