Alting ringlede omkring Timm Strauss, når han vandrede gennem det store øvelokale og ned bagved, hvor de lange bænke stod opstillet som tilskuerrækker, reflekteret i de enorme spejle på væggene. Hans ører var behængt med alverdens skrammel, noget der lignede smykker og noget der sikkert var hentet på værkstedet, måske bøjet en anelse ud af statur. Armbånd, lænker og kæder, ringe der dækkede det meste af fingrene - ja, det hele gav genlyd, og hvis pianisten tilfældigvis holdt pause, var der altid mindst én der kiggede op, lod sig forstyrre. Det var selvfølgelig aldrig Claude. Claude, der stod forrest og gjorde sig længere end livet, bredere og stærkere end alle de andre. Hvis han tabte fokus, var det sjældent ubevidst.

Timm satte sig altid til rette lidt ude i siden, for selvom det ødelagde symmetrien på scenegulvet, så gav det hans øjne frit spil over alle de drilske vinkler. Det forstærkede oplevelsen af de mange dimensioner, og fik stregerne på hans notesbøger til at dreje både indad og udad, skabte dybde og højde og drøjde. Når Claude lettede fra jorden, strakte benene ud og svævede, så var det ingen sag i verden at lade blyanterne følge springet fra afsæt til landing. Når de andre lod sig inspirere af ham til forandring eller forbedring, lod Timm ham glide hele vejen ind, dertil hvor bevægelsen af hans hænder og stilstanden inde i hovedet var det eneste, der blev tilbage.

Klavermusikken var en mekanisme i sig selv, lærerens instruktioner en underliggende rytme, og han blev ikke længere afledt af de høje tilråb og korrektioner. I stedet så han, hvordan Claude lod musikken spille i hvert eneste løft og stræk, lod sig løfte med ham så den evindelige tyngde bag brystkassen næsten (næsten) blev mindre for hver takt. Timm var ikke let til bens, dertil var han både for lang og for skæv, men illusionen føltes alligevel så stærk, at han troede på den. I hvert fald indtil han igen var på egen hånd.

Derfor fyldte han arkene ud til bristepunktet, så han kunne sidde bagerst i bussen på hjemturen og bladre dem igennem, tegning for tegning, position for position. Når han en sjælden gang havde held til at fange Claude i det moment, hvor hans krop talte klarest, lod han motivet forblive i mappen. Resten røg ud, røg ad helvede til. Hvis det ikke var værdigt, var det jo værdiløst. Det kendte han alt til, Timm Strauss. Både det første og det sidste.