"Jeg vidste ikke, Luxembourg var kendt som en stor jazznation," sagde Mor og sendte et både gennemborende, men alligevel allerede vidende blik i Shioris retning. Ved siden af hende fangede Far endnu et billede af Storhertugpaladset igennem sin linse, med det tunge, halvprofessionelle og helt vildt dyre kamera hængende i en rem om halsen. Han lignede på alle måder en klassisk japansk turist, som europæerne troede de kendte dem bedst. Samtalen viste han ingen interesse i.

"Det er den heller ikke," svarede Shiori, for der var ingen grund til at lyve eller finde på bare kvarte sandheder overfor hendes mor.

I mellemtiden havde Far fået øje på chokoladecafeen på den anden side af pladsen og vendte sig begejstret imod den for at tage endnu en række billeder som han stolt kunne fremvise for sine venner over efter-arbejdsbajerne derhjemme.

Min datter spiller i Luxembourg, det her er Luxembourg City, den er meget gammel og alle er meget stilfulde dér, det er et perfekt sted for hende.

Hun kunne næsten høre ham. Næsten. Det var så længe siden nu.

"Hvad laver du egentligt her, Shiori?"

Mor lød aldrig vred, frustreret, irriteret, selv når det var tydeligt at hun lå et eller andet sted på følelsesspektret. Shiori bed sig i læben, forsøgte ikke at tænke på Michelle som samme morgen, inden Shiori skulle hente sine forældre i lufthavnen, havde slænget sig nøgen op af hendes ryg med sine store, bløde bryster pressende ind mod hendes skulderblade, fordi Shiori var lille og Michelle var større end livet selv. Større end nogen inspiration, større end nogen muse Shiori måtte have haft før.

"Her er god grobund for at skabe et marked selv, en niche," svarede hun. I stedet. Talte til Mors forretningssans, derudover var det heller ikke løgn.

Det vigtigste var jo, at hun aldrig, aldrig havde løjet for sine forældre. Lige meget hvor gal Michelle var blevet over ikke at måtte møde dem, nu hvor de endeligt kom på besøg. I Shioris nye havn. Endnu én i rækken. Hun havde aldrig fortalt dem noget usandt.

"Som min dygtige datter selvfølgeligt vil gøre," kommenterede hendes mor og så snakkede de ikke mere om det. Først da vendte Far tilbage, vendte sig væk fra de gamle facader, lod kameraet hænge ned af brystet og kom over for at lægge en arm om Shioris skuldre, gav hende et klem. Min store pige, kunne hun næsten høre ham sige. Næsten.

Sådan var der så mange ting der forblev usagte.