Jeg holdt bylten tæt ind til min krop. Mine følelsesløse fingre greb kramagtigt fast i det ru stof, og jeg kunne mærke en en støvet lugt i mine næsebor. Mine øjne var knibet hårdt i og jeg holdt vejret. Jeg ønskede, ønskede så kraftigt. Jeg ønskede mig et mirakel, ønskede mig noget smukt. Jeg ønskede. Jeg tænkte tilbage på de kolde mørke gader her, tænkte på den snavsede jord, og skrigende fra marken. Jeg kom i tanke om den kvalmende lugt, af blodsdråber, i luften der næsten trængte igennem den støvede lugt af bylten. Jeg kom til at tænke på den låste dør, og den glemte hovednøgle. Jeg prøvede at skubbe tankerne af den forfærdelige verden ud af hovedet, og begyndte at samle tanker til luftkasteller. Jeg begyndte med lyset, i mit hoved begyndte billderne at tumle ind. Jeg forstillede mig solen, sådan som jeg havde fået fortalt den så ud. Den var skinnende lys, nærmest hvidt, og den varmede min hud. Jeg vidste ikke helt hvad varme var, kun at det var det min krop hungrede efter, og det fuldstændig omvente af kulde. De smukke farver.. Så begyndte der at samle sig konturer, og tilsidst blev det hele til en smuk grøn eng, med solen bagende ned fra himlen, og de vilde blomster stod enlige rundt omkring. Jeg tog et forsigtig skridt ud på engen, og insnusede den sødlige og friske duft af sommer. Lige pludselig sprang der et lys frem, et lys jeg ikke selv havde frembragt af mine tanker, og en lille buttet kvinde trådte frem. Hun stod med en slags bakke i hænderne, og der lå nogle underlige brødlignede klumper på den. En sød duft svævede igennem mig, og jeg kunne mærke vandet samle sig i min mund. Og så mærkede jeg den velkendte sult i min mave. Jeg tog et skridt frem mod hende. Hun smilede sødt til mig, og så. Så i et glimt forsvandt hun igen. Helt pludseligt. Lige så pludseligt som hun var kommet, og jeg blev revet ud af tankerne. Jeg åbnede forundret øjnene og så den mørke verden igen. jeg sukkede, og så trist ned i min favn. Jeg gispede overrasket. I min favn, i den lille støvede bylt lå der en buket smukke blomster! Selvom de var støvede og halvvisne var de det smukkeste jeg nogensinde havde set. De gav mig håb.