"Hvem har hældt saftevand ud over mit manuskript?" brølede Amanda rasende.
Det var dengang i de gode gamle dage, da forfattere skrev på en tingest, der blev kaldt en skrivemaskine, og den kendte forfatterinde, fru Amanda von Hybensprut, havde netop sat det sidste punktum i en fortælling om en ung pige, der så forfærdeligt gerne ville på husholdningsskole, så hun kunne lære at stege verdens bedste frikadeller.
Hendes yndlings-figur, den iltre og oprørske Linda Lyn, var ikke med i bogen.
Og nu var det hele ødelagt - selvom hun tørrede manuskriptet,måtte hun skrive alle 117 sider om, for redaktøren ville ikke modtage noget med skjolder.
Normalt var Amanda fredelig, men nu havde hun gennet alle sine mistænkte sammen i sit kontor, og hun stirrede olmt fra den ene til den anden:
Den fem-årige Alfred tørrede sin næse med en flig af sin strikketrøje. Hans blik fløj rundt i lokalet som en skræmt, lille fugl.
Måske tager jeg mig for lidt af min søn, jog det gennem Amanda, måske har det arme barn væltet saftevandskanden for at få en smule opmærksomhed fra min side af?
Hun følte et stik af samvittighedsnag, men fejede det til side. Det gav ham ikke lov til at ødelægge sin mors fremtid.
Ved siden af drengen stod stuepigen, Hulda, og pillede forfjamsket ved en betændt knop,.Hvis det var hende, blev hun fyret på stedet.Hun var alligevel både doven og klodset.
Men det kunne jo også være, at det var hendes egen søster, der var kommet på uanmeldt kaffebesøg og havde brokket sig, fordi Amandas hjemmebagte søsterkage var blevet gammel og tøt. "Du bruger vist for meget tid på skriverierne, søde," havde hun dumt kvidret.
Og nu dette.
Amanda havde rejst sig fra kaffebordet efter den dumme bemærkning. Hun måtte pludselig væk. Bare et øjeblik. Og så havde hun opdaget dette.
Søsteren havde været den sværeste at genne med her ind. Skyldtes det mon dårlig samvittighed?..
"Det kan ikke være mig," sagde søsteren afmålt, "for jeg er jo næsten lige kommet."
Det alibi holdt vist og Amanda sukkede dybt.
"Hans trøje er stadig våd," sagde Hulda stille og pegede på Alfred.

"Der var en slags ånd derinde," hylede Alfred, da han fik smæk, men det hjalp ikke, og snart lå han og græd noget så hjerteskærende i sin lille, blåmalede udtræksseng.
Så mærkede han et svalt pust i sit kammer,
En gennemsigtig skikkelse svævede frem mod ham, stoppede ved sengen og lagde en kærlig hånd på hans pande, før hun kyssede hans tårer bort.
"Det var mig, der gjorde det," hviskede Linda Lyn, "jeg var vred over, at din mor er blevet en dum forfatter, der går ind for strikse og snævre normer."