En flyttebil triller langsomt og trist gennem gaden. Chaufføren kigger til begge sider, og klarer op, da nr. 14 bliver synlig efter et sving. Ind til siden, og hen og ringe på døren. Så flytter vi.
Det lille hus ved siden af valseværket er klar. Flyttekasserne er fyldt, billederne taget ned fra væggene, benene skruet af spisebordet. Beboeren byder dem stille velkommen og viser rundt. Chaufføren og hans medhjælper går i gang med at slæbe.
Postkassen bliver checket en sidste gang. Avisen er blevet leveret. Det er valseværket, der abonnerer på avisen, og abonnementet hører til huset. Den tidligere direktør må fremover selv betale et abonnement. Han tøver -- så bliver avisen taget med hen til bænken i haven, og han forsvinder bag papiret.
På side 13 er han sunket helt ned i indenrigsstoffet, men vågner brat ved synet af næste side. Personaleafdelingen har ikke spildt et sekund. Der er en halvsidesannonce, hvor de søger ny direktør: kontaktperson, ansøgningsfrist, frynsegoder, hele molevitten. Logoet, og firmaets slogan. Det logo, han godkendte, og det slogan, han var med til at vælge.
Avisen synker. Flyttefolkene er på vej forbi med en reol, og stopper for at stille et spørgsmål, men chaufføren ser beboerens ansigtsudtryk og vinker til sin hjælper: spørgsmålet kan vente. Den tidligere direktør ser tilsyneladende ikke den lille episode.
Måske ser han det kontor, hvor han har siddet bag mahogni-skrivebordet næsten 20 år. Hvor han har forfremmet medarbejdere til vicedirektører og bedt vicedirektører starte fyringsrunder. Hvor han har læst endeløse referater og forretningsanalyser. Og hvor han en enkelt gang -- blot en enkelt gang! -- har tilbudt en journalist et mindre beløb, hvis vedkommende ville vente lidt med en historie. Uden at vide, at telefonen blev aflyttet, og at den historie ville blive meget større, end den første historie, der blot handlede om lidt forurening. Bestikkelse var meget mere sexet, og havnede straks på forsiden af Ekstra Bladet.
Direktionen var egentlig meget tålmodige. Måske var det på tide at være mere sammen med børnebørnene. Og hvis han ikke syntes, det var nok, så kunne han jo overveje, hvor længe hans firma ville overleve, hvis han insisterede på at blive siddende.
I sidste ende havde det slet ikke været et valg.
Så nu holder den snart fyldte flyttebil klar. Reolen og bogsamlingen og fjernsynet. Men ikke skrivebordet.