Jeg elskede ham. Tag ikke fejl af det. Min kærlighed til ham var mere faderlig, den gav sig nok mindre intense udtryk end hendes. Men jeg elskede den dreng.

Hver søndag morgen, når hun sov længe, alene i den kaotiske lejlighed, tog jeg drengen med til skydebanen, ikke for at skyde, for det har man ikke gjort dér i hundrede år, men for at lege for foden af den høje mur med dens spir og monogrammer. Skyer tumlede vildt forbi over vores hoveder, småbyger drev ind over tomten og gjorde træer og klatrestativer fedtede af fugt, og blæsten rev kasketterne af os, så vi måtte jage efter dem.

Om sommeren listede vi os skyldbetyngede ned til den lille isbutik bag legepladsen og bagefter hånd i hånd over sidegaden til caféen, hvor drengen ikke kunne få nok af at stirre på grammofonen, mens min kaffe blev tilberedt af den evindeligt tømmermandsramte ekspedient.

Senere, da jeg var flyttet ud og den anden ind, var vores søndage på skydebanen noget nær det eneste, der fortsatte uforandret. Skyerne jog stadig forbi foroven, regnen faldt, og vinden susede os ufortrødent om ørerne.

Jeg husker det tydeligt. Drengen var løbet i forvejen og standsede pludselig op på jordhøjen inde under muren. Han vendte sig mod mig, tog kasketten af, kastede den ned foran sig og råbte noget, jeg ikke kunne høre.
’Hvad sagde du?’, råbte jeg tilbage.
Uden at svare mig forsvandt drengen ned bag højen, efterladende kasketten hvor den var faldet. Da jeg et øjeblik efter nåede derhen, samlede jeg den op og så mig om på begge sider af jordhøjen, men drengen var ingen steder at se. Jeg kaldte på ham fire-fem gange, først halvvejs deltagende i gemmelegen, så med en begyndende alvor, elleve, tolv, tretten gange kaldte jeg hans navn hvis ikke flere (SÅ, nu er det ikke sjovt mere), før panikken - som man siger - meldte sig, begyndte at gnave i mig, bed store lunser af mit kød (nu kommer du frem, du gør, eller jeg bliver VIRKELIG VRED), og jeg hørte min stemme knække over, hæs, skinger, vanvittig (jeg lover dig, jeg gør det aldrig mere, ALDRIG mere, okay?), og det gik op for mig, at vi var alene på legepladsen, og at vi havde været det længe, og jeg kaldte og jeg kaldte, og jeg fik intet - ikke det allermindste - svar.

I morges førte de mig hen til containeren, hvor de fandt ham. De håbede, tror jeg, på et gennembrud i sagen, at jeg skulle bryde sammen ved gensynet med gerningsstedet, kaste mig jamrende ned på asfalten lige dér bag isbutikken.

Men jeg har ikke gjort noget. Jeg elskede den dreng. Tag endelig ikke fejl af det.