Hendes far åbnede døren, hun kunne se han havde grædt. Hun følte ingenting og alligevel følte hun så meget, hun havde lyst til at forsvinde, men hun havde et ansvar overfor sin familie. ”Undskyld” mumlede han, hun ville ønske at det ikke bare var noget han sagde, men at han faktisk mente det. Hun havde grædt om natten, men han vidste intet, han skulle heller intet vide. Hun ville ikke være svag, ikke lade sorg ødelægge hende, men alligevel følte hun sig så død indvendig. ”Ulla og Erik er kommet, Caspers forældre. Kommer du ikke lige ned og hilser?” Spurgte han. Hun nikkede med et smil og sagde med en stemme, hun ikke følte, var hendes egen. ”Jo lige et øjeblik.”
Han lukkede døren og hun kunne høre ham traske ned af trapperne. Hun slog hidsigt et knyttet hånd end i sit skrivebord. Det hele var også Caspers skyld! Det var hans skyld, alt den elendighed som ramte hende var hans skyld. Hvorfor gjorde han det også? De kunne have snakket om det, de kunne… Ingen vidste de havde været sammen. Hans forældre vidste intet. Eller vidste de det, panikken greb hende om hjertet, havde de fundet ud af det?
Hun gik hen til spejlet og fjernet den løbende mascara og tog noget nyt på. Hun prøvede at smile til sit spejlbillede. Hun var en god skuespiller, god til at holde en facade. Personen i spejlet smilede tilbage til hende, og lignede en der var ganske upåvirket. Præcis det hun prøvede at være. Upåvirket.
Hun åbnede skrivebordsskuffen, der lå et brev fra Casper. Det sidste brev fra Casper. Hans sidste ord. Hun tog det frem og læste det.
”Min Kære
Intet er som jeg troede. Jeg håbede vi havde en fremtid sammen, men nu har jeg erfaret at det ville mine forældre aldrig tillade. Aldrig kunne acceptere.
Du skal vide at du har gjort de får måneder vi har været sammen til noget af det lykkeligste i hele mit liv. De aftner hvor du lå og læste dine historie, at hører dig fortælle om alle de sorger og glæder dit liv har budt dig på. Fantastisk. Alle dine hemmeligheder. Du fik mit hjerte til at åbne sig.
Bare rolig jeg vil tage vores hemmeligheder med mig, der hvor jeg skal hen. Mine forældre vil intet få at vide.
Jeg er ked af den smerte jeg ved at jeg vil påføre dig, men du skal vide det er det bedste for dig, såvel som for mig.
Kys
Din Casper”
Det var deres hemmelighed og hun ville aldrig giv slip på den, for noget som helst i denne verden tænkte hun mens hun lukkede døren ind til sit værelse.