Vinden har en sang den sommetider synger. Jeg griner og prøver ihærdigt at synge med, men uanset hvor meget jeg lytter, lærer jeg den aldrig. Det er en ganske almindelig sang. Måske er det mest derfor jeg griner - altså fordi den banalt handler om livet selv. Den kølige luft slanger sig gennem mit lange brune hår og jeg indsnuser duften af vådt jord, mens jeg går mellem træerne. Træerne kaster alle sine farver efter mig og jeg tager det egentlig ikke personligt, for de kaster dem efter alle og enhver. Kuldegysningerne er som stød fra jordbunden, og jeg danser let ballet forbi vandpytterne. Fuglene synger deres unger til ro og skumringen luller mine mange spørgsmål om livet til tavshed. Mit unge hjerte banker pludselig i takt med vindens lyse sang. Jeg kan bedst lide når vinden kærtegner mine kolde lår og snor sig rundt om mit liv. Når det sker håber jeg på vinden kunne flyve ind i mit hjerte og blive der og synge sin sang, men så er jeg dobbetlmoralsk. Jeg fortæller dig nemlig altid historien om den store kejser der spærrede en fugl inde i et bur og lod den blive der, for at den kun kunne synge for ham. Jeg kan lide budskabet i det eventyr. Du plejer at misunde mit lange krøllede hår og holder gerne én af mine lokker i dine små hænder bare for at mærke om de er ægte. Vinden flyver nærmest igennem mig og kærtegner også din lille kulntede krop. Det tager jeg heller ikke personligt. Ræveungen i min favn grynter kort, løfter sine store ører og kigger op på mig. Den misser med øjnene, da vinden også stryger den over panden og solen blænder den. Den røde og sorte hale blafrer svagt som et flag fra min arm. Med ungen knuget ind til mit bryst hjerte mærker jeg dens hjerte slå tromme. Den kigger fortsat spørgende på mig.
"Hvor skal vi hen med Ole, Emilie?" spørger du og vralter mig i hælene iført dine alt for store gummistøvler.
Jeg vender blikket væk fra det stærke røde lys, der snart er forsvundet mellem træerne og smiler til Emilie.
"Hvorfor har du kaldt den Ole?"
Du ser lettere fornærmet på mig og stopper op.
"Hvorfor kan den ikke hedde Ole?" spurgte du med stærkt tryk på "ikke". Jeg vender mig med endnu større fornøjelse i ansigtet mod vinden igen og fortsætter raskt min gang mellem træerne, forbi trærødderne og gennem det tykke lag af blade.
"Ole skal hjem til sin mor"