Loretta.

Luke tømte sig i hende. Hun kyssede ham og lagde sig tæt ind til ham. ” Jeg elsker dig”, smilede han. ” Lige fra første gang, da min far købte dig til mig, i 1860, da jeg fyldte femten. Siden så jeg kun dig. Ingen anden kunne tænde mig som du. Jeg drømte om os, om at købe dig fri og gifte mig med dig”.

Loretta blev alvorlig. ” Vi har ingen fremtid. Det her var farvel. I Huston vil jeg altid være en sort luder og slave, selvom krigen er slut, og jeg er oktoron, og min hud er lys. Jeg må nordpå. Og du har brug for en kone. Om to timer kommer Chicago-toget. Så kommer Grace. Smuk, uberørt. Kirken er pyntet, alt er klart til jeres bryllup. Mine kufferter er pakket. Mine indtægter er gemt væk. Jeg skal bare soignere mig, så er jeg klar til rejsen”.

Luke strakte sig på den brede divan. ”Du har ret”, sagde han. ”Men jeg vil aldrig glemme dig. Aldrig. Jeg vil lukke øjnene og fantasere om dine bløde bryster, mens du gør dig klar. Og så vil vi sige farvel”.

Fem minutter efter sov han. ”Typisk mænd”, tænkte hun. Intet kunne få dem til at sove som et godt knald. Hun havde tilfredsstillet mange hundrede i sine ti år på bordellet. Først som almindelig luder. Senere som bordelmutter, kun tilgængelig for udvalgte kunder.

Loretta vaskede sig omhyggeligt og rettede på læbestiften og frisuren, Sådan. Det var tid til afgang. Hun fiskede en lille Colt 20 frem fra bagagen. Med den havde Luke dræbt hendes bror, da han havde forsøgt at flygte fra Lukes plantage. Han havde været i sin gode ret. Det var bare en slave. Nu skulle han dræbes med samme pistol. Hvor meget hun end elskede ham.

Hun holdt pistolen op mod hans tinding og skød. ”Farvel, min Darling”, hviskede hun tårevædet. Så forlod hun bordellet, smed nøglen gennem brevsprækken og gik mod stationen. Da toget nærmede sig, samledes byens spidser sig ved perronen. De smilede og vinkede med det amerikanske flag. Så gik døren op, og en ung blondine trådte ud. ”Grace”, smilede de. ”Hjertelig velkommen. Luke er her ikke. Han står sikkert ved kirken og venter utålmodigt.

Loretta trådte ind i en kupé og fandt en vinduesplads. Da toget satte i gang, så hun processionen bevæge sig ned mod kirken. Hun rystede tanken om Luke af sig og svarede i stedet venligt den venlige gentleman, der havde spurgt om hendes navn. ”Jeg hedder Sophia”, sagde hun.”Jeg er enke, frisør, har haft salon i Milano. Nu er jeg er på vej til Chicago. ” De smilede begge.